31.10.19 DI Digital Nyheder

Nu tager erhvervslivet digitalt ansvar

Vi må ikke tabe forbrugerne, hvis vi skal have hele samfundet med på digitaliseringen. Derfor vil den nye mærkningsordning fra næste år gøre det nemmere at finde firmaer, der behandler data sikkert og forsvarligt.

Efter de sidste års mange dårlige historier om alt fra hacking over misbrug af data til digital påvirkning af valg, er der fare for, at vi mister borgerens tillid til den digitalisering, der gør vores samfund og vores virksomheder dygtigere og bedre, samtidig med at muliggøre udvikling af løsninger til gavn for den enkelte.

Svaret er klart. Vi skal have styrket tilliden. Vi skal have styrket sikkerheden. Og vi skal have styrket ansvarligheden. Derfor står erhvervslivet bag en ny kommende mærkningsordning for digital ansvarlighed. Initiativet har netop fået bevilliget 18 mio. kr. fra Industriens Fond til at starte mærkningsordningen, og nu skal ordningen færdiggøres, et nyt sekretariat, der får til huse i Industriens Hus, med en direktør i spidsen skal opbygges, og ikke mindst skal mærket udbredes til virksomheder i Danmark.

Digital ansvarlighed handler blandt andet om, at tilstrækkelig it-sikkerhed er ligeså naturligt som at låse hoveddøren, at der stadig er respekt for privatliv, når vi åbner døren til internettet, og at vi ikke bare udnytter alle teknologiens muligheder til yderste, bare fordi vi kan. Det handler ikke kun om, hvad vi kan gøre med teknologien, men hvad vi bør gøre med teknologien.

DI har i over et år efterspurgt og arbejdet for at få etableret en mærkningsordning for digital ansvarlighed, og vi er glade for det brede samarbejde med Dansk Erhverv, SMVdanmark, Forbrugerrådet og Industriens Fond om projektet. Mærkningsordningen er et eksempel på, at erhvervslivet tager ansvar for samfundsudviklingen og dets egen rolle i den digitale udvikling.

Mærkningsordningen skal give virksomhederne en opskrift på at være digital ansvarlig. Det vil ikke være det samme for en smedemester som for en mellemstor datatung virksomhed. Kriterierne vil følge virksomhedens risikoprofil, men vi skal kun kigge efter et enkelt mærke.

Samtidig vil mærkningsordningen give samarbejdspartnere og kunder mulighed for hurtigt at tilvælge eller fravælge virksomheder ud fra digital ansvarlighed. Så kan digital ansvarlighed blive et konkurrenceparameter. Det vil være godt for forbrugerne, for virksomhederne og for Danmark.

Relateret