14.03.19 DI Digital Nyheder

Vækst i den danske it-branche

Erhvervsstyrelsen og Damvad Analytics har taget udfordringen op med at kortlægge og analysere den danske it-sikkerhedsbranche. Det er der kommet en række økonomiske nøgletal ud af sammen med en række perspektiver på, hvad branchens udfordringer er.

Analysen indikerer, at selvom den danske it-sikkerhedsbranche er i vækst (3,4 %), ligger væksten alligevel væsentlig lavere end væksten i det globale it-sikkerhedsmarked (11 %).

”En tendens i analysen er, at der ligger et udviklingspotentiale i SMV-segmentet med sikkerhedsydelser indenfor hardware og software. Det gælder i forhold til efterspørgsel efter nye it-sikkerhedsløsninger, til eksportpotentialet, til den aktuelle vækst i beskæftigelsen og til den eksisterende andel af markedet”, siger chefkonsulent i DI Digital Morten Rosted Vang.

En af hovedudfordringerne for yderligere vækst i it-sikkerhedsbranchen er kendt i forvejen for andre digitale virksomheder – manglen på de rette kompetencer. Derfor skal Danmark uddanne flere til en STEM-faglig uddannelsesbaggrund, hvis vi skal udnytte vækstpotentialet i den danske it-sikkerhedsbranche.

Læs mere her og deltag i DI Digitals godmorgenmøde om informationssikkerhed på onsdag den 20. marts kl. 9:30-11:15, hvor analysen af den danske it-sikkerhedsbranche blandt andet vil blive præsenteret. Tilmeld dig her .

Relateret