10.01.20 DI Digital Nyheder

Tech i 2020’erne – ansvarlighedens og tillidens årti

Over 300 deltagere mødtes om cava, kransekage og kernevisioner for, hvad det nye årti vil bringe for den digitale branche, da DI Digitals nytårskur løb af stablen i Industriens Hus på Rådhuspladsen. Der var bred enighed om, at vi går et spændende, men også meget forpligtende, årti i møde.

Tirsdag eftermiddag den 7. januar afholdt DI Digital den årlige nytårskur. Det er dog ikke hvert år, at man med nytårskuren får mulighed for at byde et helt årti velkommen. Der var derfor optimisme at spore i luften, og masser af punkter på programmet i den fyldte sal i Industriens Hus. Du kan se billeder og videoer fra nytårskuren her.

Lars Frelle-Petersen, direktør i DI, indledte med at tage afsked med det forgangne årti – 2010’erne.

Et årti, hvor teknologiske landvindinger og digitalisering har gjort vores hverdag lettere, og væsentligt forbedret fx vores sundhedsvæsen og energiproduktion på samfundsplan.

Men også et årti, hvor vi for alvor lærte skyggesider som cyberangreb, overvågning og begreber som Fake News at kende.

Digital ansvarlighed og tillid blev da også af deltagerne suverænt udpeget til det vigtigste tema for 2020’erne. Se video af hele nytårskuren.

Det var også et tema, der fyldte meget i den efterfølgende debat på scenen, hvor der også blev efterlyst nye politiske visioner for det digitale Danmark. Også her var budskabet klart. Vi skal som branche ikke tage udgangspunkt i alle de smarte teknologier fra 5G til AI og robotter. Vi skal fortælle om alt det, vi vil opnå – som samfund, som virksomheder og som borgere – og så bruge teknologien som værktøj til at opnå det.

Det gav anledning til at teste hvor mange, der vil melde sig til Danmarks Tech Pledge, som skal sikre ansvarlig og bæredygtig anvendelse af teknologi. Over 150 af de tilstedeværende tog eden med det samme og inspirerede andre til at gøre det samme.

Før jul lancerede DI indsatsen Tech der tæller, som skal accelerere DI’s 11.000 medlemmers digitale omstilling. Det er afgørende, at vi viser politikere og det øvrige erhvervsliv, mulighederne og vejene for Danmarks digitalisering. Derfor vil vi meget gerne trække på alle gode erfaringer og historier. Giv derfor dit besyv med i survey'en.

Vi glæder os til stærke samarbejder om tech i 2020’erne. Godt nytår!

Debat: Hvad byder 2020'erne på for den digitale branche?

Panelet:

Maja Horst, Professor i ansvarlig teknologi, DTU

André Rogaczewski, Adm. direktør, Netcompany A/S

Nana Bule, Adm. direktør, Microsoft Danmark A/S

Bo Lybæk, CEO, GPV International A/S

Henrik Fabrin, CEO/ Cofounder, BotXO ApS

 

Skrevet af:

Christian Hannibal