24.03.20 DI Digital Nyheder

Digital førstehjælp på vej

I disse uger er der kun et emne på dagsordenen hos virksomheder, medier og politikere: corona-krisen og hvordan vi kommer igennem den.

Det er i sandhed svære tider for hele samfundet, der bliver lukket ned med enorme økonomiske konsekvenser som følge. Det så vi også i den ærligt talt skræmmende analyse, som vi offentliggjorde i sidste uge, der viste en kraftig opbremsning i den digitale branche. 

Samtidig er det en tid, der får samfundssindet frem i mange, der gør alt, hvad man kan for at løfte og hjælpe.

I DI Digital har vi også samlet en liste med virksomheder, der tilbyder værktøjer og tjenester, der gør det lettere at komme igennem krisen. Digitale produkter kan ikke afbøde corona, men kan gøre det lidt enklere at være virksomhed og medarbejder i en svær tid. Det handler om alt fra e-læring til alternativ finansiering og værktøjer til hjemmearbejde.

Du kan finde hele listen her.

Har din virksomhed også digitale løsninger, som I vil tilbyde, så skriv gerne til chefkonsulent Anja Skadkær Grue og kom med på listen.

Der er også andre gode initiativer i gang. “Danmark hjælper Danmark” er navnet på den nye kampagne, hvor man som virksomhed kan melde ind med idéer til at skaffe ekstra værnemidler, COVID-19-tests og håndsprit til sundhedsvæsenet. Dansk Industri koordinerer styrket dansk produktion af værnemidler som for eksempel isolationsdragter, mundbind og håndsprit efter ønske fra Lægemiddelstyrelsen. Hvis du kan bidrage til dét, er du meget velkommen til at kontakte sundhedspolitisk chef Mie Rasbech.

Som altid vil jeg blot opfordre jer til at tage fat i os om stort og småt og sige til, hvis vi kan hjælpe jer. 

Relateret