30.04.20 DI Digital Nyheder

Digital infrastruktur er essentiel for genopretningen

Danmarks mobil- og bredbåndsdækning er i dette forår på mange måder blevet vores redning. Hvis det skal fortsætte i fremtiden med endnu større mængder data, skal vi have sat gang i udbygningen af vores digitale infrastruktur, navnlig 5G.

Vores mobil- og bredbåndsdækning er dette forår på så mange måder vores redning. Muligheden for videomøder med vores nærmeste, har gjort isolationen lettere. Vores børn har kunnet følge nogenlunde med i undervisningen, og det digitale hjemmearbejde har nået helt nye højder. Vores lægefaglige personale udveksler data og erfaringer med kolleger i hele verden, digitale konsultationer med lægen stiger stødt, og vi har alle mulighed for at følge udviklingen på verdensplan tæt. Afgørende kunderelationer på tværs af landegrænser er blevet plejet på bedste digitale vis.

Danmark var, før vi lukkede ned, godt i gang med en digital omstilling til højhastighedssamfundet. I dag har 93 % af alle danske husstande og virksomheder adgang til en højhastighedsforbindelse. Det er dén infrastruktur, der har gjort, at vores samfund har kunnet køre videre – om end under virkeligt svære vilkår.

På den anden side af krisen bliver den digitale infrastruktur kun vigtigere. Globale forsyningskæder bliver lavet om, så produktion kan ske tættere på. Samtidig skal den grønne omstilling lykkes, konkurrencekraften fastholdes. Det stiller nye krav til en fortsat digital omstilling af erhvervslivet og samfundet gennem IoT, VR, AR og AI i produktion, logistik, ressourceoptimering, markedsføring og i stærkere slutbrugeroplevelser.

Det kræver mere og bedre digital infrastruktur - navnlig 5G , som kan sikre, at ny teknologi kan kommunikere hurtigt og uden forsinkelse selv med store mængder data. Det kræver højhastighedsdækning til hele landet, så de 156.000 resterende husstande og virksomheder også bliver dækket.

Vi opfordrer i den forbindelse regeringen til blandt andet at bakke op om det beslutningsforslag, Dennis Flydtkjær (DF) har fremlagt i Folketinget om en innovationspulje for 5G mv.

Ny digital infrastruktur som 5G kan ikke længere blive ved snakken. Den er vigtig for vores genopretning, for konkurrencekraften og for den grønne omstilling. Lad os nu komme i gang.

Relateret