01.04.20 DI Digital Nyheder

En hel generation af startups er truet af corona

Flere virksomheder har fået hårdt tiltrængt hjælp til at komme igennem den katastrofale corona-krise, men der er stadig brug for at hjælpe de allermindste. DI er i tæt dialog med regeringen for at finde løsninger for hele dansk erhvervsliv.

Også i denne uge har dansk erhvervsliv fået hårdt tiltrængt hjælp til at komme igennem den katastrofale corona-krise. bl.a. gennem fornyede aftaler om lønkompensation så virksomheder, som sender medarbejdere hjem med fuld løn, nu får mulighed for at få et maksimumbeløb på 30.000 kr. i lønkompensation for både timelønnede og funktionærer. Dog stadig med et maksimum svarende til henholdsvis 90 pct. og 75 pct. af lønnen. Der er tale om en klar forbedring af ordningen, som vil holde hånden under tusindvis af arbejdspladser.              

Alligevel er der en særlig gruppe af digitale virksomheder, der fortjener særlig opmærksomhed. I DI Digital samler vi en voksende skare af landets mest innovative startups. De arbejder med blockchain, kunstig intelligens og andre avancerede teknologier. Men som de fleste digitale start-ups tjener de ikke mange penge i deres første år. De er helt afhængige af finansiering, mens de skalerer deres forretningsmodel.

Men med corona-krisen er al ekstern finansiering tørret ud på rekordtid, og de kilder, der skulle holde live i det spirrende start-up-miljø, er nu ingen steder at finde.

Det risikerer at trække tæppet væk under en hel generation af danske start-ups, som skulle være dem, der skabte nye arbejdspladser og innovation i Danmark.

I DI er vi i meget tæt dialog med regeringen om at finde løsninger, der kan afbøde udfordringerne for hele dansk erhvervsliv. Ingen må være i tvivl om, at vi også kæmper med næb og kløer for at redde det danske start-up-miljø. Vi må ikke tabe fremtiden og det digitale vækstlag til corona-krisen.

Christian Hannibal
Skrevet af:

Christian Hannibal

Relateret