Arne skal have en co-bot - ikke en pensionsbillet
Den enorme søgning på tidlig pension, i daglig tale ”Arne-pension”, viser, at mange stadig har jobs, som slider – både på krop og sjæl. 7.124 har pt. søgt i skrivende stund. Det er alt for mange, når teknologien i dag findes til at lette i hvert fald det fysiske slid på arbejdspladserne.
Vi har driftige danske virksomheder, der producerer robotter – co-bots eller kollaborative robotter – der kan lette alt fra pleje af ældre mennesker, løft i produktionen, til hjælp på byggepladsen.
De løsninger skal vi have ud i alle dele af arbejdsmarkedet, så Arne og andre, der tænker på at gå på tidlig pension, i stedet kan få en co-bot og få lyst til at blive et par år mere i job. Hvis det skal lykkes, skal det være mere attraktivt at investere i robotter.
DI foreslår derfor, at de knap 500 mio. kr., der ligger i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, genaktiveres og målrettes investeringer i robotteknologi, som kan forebygge nedslidning. Derudover skal virksomhederne have mulighed for at straksafskrive op til 100 pct. af investeringer i robotteknologi.
Med flere co-bots integreret i arbejdsrutinerne giver vi medarbejdere et alternativ til tidlig pension. Det vil gavne både den enkelte og på samfundsplan. For de høje søgstal til Arne-pension kalder på reformer, og at vi gør noget. Virksomhederne mangler allerede i dag medarbejdere i næsten alle funktioner. Det skal vi ikke gøre værre med politiske tiltag. Vi skal afhjælpe det med de redskaber, der er – robotterne.