DI Energi Analyse

Fjernkølingens potentiale

DI Energi, Grøn Energi og Fjernvarmeindustrien har bedt RAMBØLL om at udarbejde denne rapport om potentialet for Fjernkøling i Danmark og resten af verden med udgangspunkt i Køleplan Danmark. Rapportens analyser og anbefalinger er imidlertid RAMBØLL’s egne.

Hvad er fjernkøling?

Fjernkøling er ligesom fjernvarme et ledningsnet, der cirkulerer vand fra centrale anlæg til kunder i et byområde. Modsat fjernvarmesystemet, sender fjernkølesystemet koldt vand ud til kunderne. Kølingen kan eksempelvis produceres med kompressorer (som et køleskab), med en varmepumpe, som hæver temperaturen til brug i fjernvarmen, med havvand eller med en absorptionsvarmepumpe, som udnytter en varmekilde ved høj temperatur.

I det danske klima efterspørger kølekunderne især kølekapacitet, til at sikre et godt indeklima om sommeren, men der er også behov for køling af processer i industrien. Varmepumper, der leverer komfortkøling om sommeren kan resten af året hente varme fra andre steder eksempelvis spildevandsanlæg, grundvand eller datacentre.

Danmark er gennem de seneste 40 år blevet kendt som et af verdens førende lande, når det kommer til fjernvarme. Fjernvarmen har stor udbredelse, og vi er førende med løsninger og komponenter, som kan bruges til både fjernvarme og fjernkøling. Til gengæld har Sverige siden 1990 udviklet sig til Europas førende land, når det kommer til fjernkøling, mens fjernkølingen først lige er kommet i gang i Danmark. Det skyldes dels, at vi først nu har de rette betingelser i energisystemet, dels at krav til indeklima, dagslys og isolering har skabt et kølebehov.

Verdensmarkedet for køling er ifølge FN’s klimapanel IPCC stærkt stigende, og IPCC forventer, at markedet for køling vil overstige markedet for opvarmning. Klimaaftalen i Paris har bidraget til at accelerere den grønne omstilling, og markedet for grønne teknologier er i kraftig vækst. Fra dansk synspunkt er det derfor særlig interessant at udnytte synergien mellem fjernvarme og fjernkøling, for at fremme den grønne omstilling i Danmark og for at skabe et afsæt af danske løsninger til et hastigt stigende eksportmarked.

Rapporten er disponeret som følger:

Kapitel 1 Resume - Hvorfor fjernkøling,
argumenterer for, hvorfor vi skal have mere fjernkøling

Kapitel 2 Fordele ved fjernkøling,
belyser fordelene med udgangspunkt i Køleplan Danmark

Kapitel 3 Behovet for fjernkøling er stort,
redegør for potentialet i Danmark og de tekniske løsninger

Kapitel 4 Fjernkølepotentialet i resten af verden,
ser på udvalgte cases

Kapitel 5 Markedsmodeller for danske fjernkøleløsninger,
belyser organisatoriske koncepter

Anbefalinger

Bygningsejere i fjernkøleområder:
  • Etabler et samarbejde med andre bygningsejere i nabolaget for at se på fordelene ved fælles fjernkøling.
  • Organiser en fjernkøleforening hvis ikke det lokale fjernvarmeselskab eller fjernkøleselskab er til rådighed.
  • Overvej fordele ved at få bedre mulighed for at tilpasse abonneret kapacitet til faktisk behov, særligt ved ny bebyggelse.
  • Overvej fordele ved ikke selv at skulle stå for anlæg og drift af køleudstyr
  • Overvej fordelene ved at få mere plads til rådighed.
Kommuner og regioner:
  • Udvid arbejdet med varmeplanlægning til også at omfatte fjernkøling, for at imødekomme EU direktiver og fordi det i fremtiden vil være en del af varmeforsyningen.
  • Sørg især for, at fjernkøling indgår som en mulig infrastruktur for nyt erhvervsbyggeri i samspil med den øvrige byplanlægning.
  • Se på fjernkølingens synergier med drænvand og forurenet grundvand.
  • Udnyt muligheden for, at større offentlige byggerier med kølebehov, eksempelvis hospitaler,kan være drivkraft for nye fjernkøleklynger.
  • Arbejd for at kommunens egne forsyningsskaber etablerer fjernkøling til gavn for energiforbrugerne.
Fjernvarmeselskaber:
  • Lad fjernkøling blive en del af selskabets forretningsplan.
  • Etabler de organisatoriske rammer for fjernkølingen, så det fremmer et frugtbart samspil mellem fjernvarmen og fjernkølingen.
  • Samarbejd med kundernes forening eller anden aktør, hvis det ikke er muligt at etablere egne rammer.
  • Tilbyd kunderne et gennemsigtigt koncept med tariffer, som er fleksible og sikrer en balance mellem overskud til fjernkøleforretning samt fordele for varme- og kølekunder på kort og lang sigt.
Staten:
  • Giv fjernvarmeselskaberne bedre mulighed for at etablere fjernkøleaktiviteter i samspil med fjernvarmen, således at fjernkøling sælges på kommercielle vilkår til kunderne i konkurrence med individuelle køleanlæg.
  • Sørg for, at der ikke skabes usikkerhed om afgift på den overskudsvarme, som et fjernkøleselskab skaber i forbindelse med, at der leveres køling til kunder mod betaling eller gratis i form af køling, der erstatter frikøling (eksempelvis frikøling på datacentre).
  • Støt endnu flere forskningsprojekter, der viser synergierne mellem el, fjernkøling og fjernvarme med henblik på at integrere fluktuerende energi fra sol og vind.
  • Skab rammer som sikrer finansiel effektivitet i form af lavest mulig lånerente baseret på maksimal konkurrence blandt långivere.
  • Giv fjernvarmeselskaberne bedre rammer for kombinerede fjernkøle- og fjernvarmeprojekter. Det vil styrke eksporten inden for fjernvarme-og fjernkølekomponenter betydeligt.
Relateret