02.10.18 DI Handel Nyheder

Nyt e-handelscenter skal hjælpe danske virksomheder med e-handel og e-eksport

E-HANDEL: I sidste uge lancerede Erhvervsministeriet SMV:Digital; et nyt landsdækkende program med 45 millioner i bagagen, der har til formål at fremme digitalisering og e-handel blandt små og mellemstore virksomheder via programmets e-handelscenter. Branchedirektør Annette Falberg glæder sig over initiativet.

- I DI Handel har vi længe arbejdet for, at e-handelscenteret skulle se dagens lys. Det er helt afgørende, at danske handelsvirksomheder i fremtiden får hjælp af det nye e-handelscenter til at komme i gang med deres e-handel eller tage den til next level, siger Annette Falberg, branchedirektør DI Handel.

Læs mere om initiativet: SMV:digital

E-handel for 133,5 mia. kroner

Behovet for det nye initiativ understøttes af de nyeste tal fra DIBS Payment Services. De viser, at det danske e-handelsforbrug stiger år for år, og på baggrund af en YouGov-undersøgelse estimerer DIBS igen i år, at e-handlen vil tage et spring. Med hele 23 pct. til svimlende 133,5 mia. kroner, lyder estimatet.

Det er mange penge, men der er ikke nok af dem, der ender i lommerne hos danske virksomheder, mener Annette Falberg, branchedirektør i DI Handel.

- På trods af, at en voksende andel af danskerne lægger deres forbrug i webshops, er det i dag under 40 pct. af danske virksomheder, der har en webshop, så der er fortsat et kæmpe potentiale. Derfor skal vi have mange flere danske virksomheder ud på nettet, og det kan e-handelscenteret hjælpe med, siger hun.

Virksomheder med e-eksport tjener mest

Også inden for e-eksport er der et stort uudnyttet indtjeningspotentiale. En analyse fra DI Handel fra sidste år viser, at virksomheder med e-eksport tjener ca. 30 pct. mere end virksomheder med traditionel eksport. På trods heraf er det blot 7 pct. af danske virksomheder, der e-eksporterer.

– Vi sporer i disse år en meget beskeden fremgang blandt virksomheder, der tager skridtet og går online med deres varer, men der er endnu færre, som tager skridtet fuldt ud og også eksporterer via nettet. Mange kan simpelthen ikke overskue de praktiske, juridiske og tekniske udfordringer ved at gå ind på nye markeder med en webshop, og i stedet vælger de at se fremtiden an.

- E-handelscenteret vil kunne give hjælp og sparring i form af f.eks. tilskud til indkøb af privat rådgivning, kompetenceforløb, sparring og netværk samt vejledning om regulering og konkurrencevilkår, hvilket vi håber, kan få flere danske virksomheder til at tage springet og derved tjene de 30 pct. ekstra, slutter Annette Falberg.

Læs også: Kronik: Gyseren om Danmark som handelsnation

Relateret