DI: Ens regler for alle i EU

29.08.19 DI Handel Nyheder

EU bør vedtage en overgangsordning for de nye regler om online betalinger

Om få uger - den 14. september 2019 - træder der nye EU-regler om online betalinger i kraft. Formålet er at gøre det mere sikkert at handle på nettet. Den europæiske bankmyndighed (EBA) har dog været længe undervejs med standarder og guidelines, og der er derfor en voksende bekymring for, om lovgivningen kan træde i kraft uden negative konsekvensker for webshops og forbrugere.

De nye regler har til formål at gøre nethandel mere sikker via såkaldt stærk kundeautentifikation (SCA). Det betyder i praksis, at der skal mindst to faktorer til at godkende en betaling. Det kan være et betalingskort og en kode man får tilsendt på sms.

Læs også: Undgå at miste betalinger efter 14/9

Men hvis reglerne træder i kraft uden, at de rette tekniske løsninger er implementeret og tilstrækkelig udbredt, kan det betyde, at betalingerne for mange online handler bliver afvist. Det vil betyde tabt omsætning for de pågældende webshops og skuffede forbrugere, som ikke kan købe de varer, de ønsker. 

DI: Ens regler for alle i EU

Usikkerheden om implementeringen af de nye regler har ført til, at myndighederne i Storbritannien og Frankrig har besluttet at indføre en overgangsordning for at give alle aktørerne i betalingsindustrien ekstra tid til at blive klar. Andre lande forventes at følge trop.

- I DI bakker vi fuldt og helt op om formålet med de nye regler, men det vil være en katastrofe, hvis store dele af de danske webshops ikke kan modtage deres betalinger efter den 14. september. Samtidig er det vigtigt, at reglerne træder i kraft samtidig overalt i EU, så danske virksomheder ikke stilles ringere end deres europæiske konkurrenter. Så hvis der er behov for en overgangsordning, så bør den også gælde for danske virksomheder, siger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.

Tag en dialog med din Payment Service Provider

- I DI anbefaler vi fortsat alle vores medlemmer at tage en dialog med deres Payment Service Provider (PSP) for at sikre sig, at deres betalingsløsning kan leve op til de nye regler. For uanset om der skulle komme en overgangsordning eller ej, så skal virksomhederne på et tidspunkt efterleve reglerne, siger Sidsel Dyrholm Holst.

Mange forbrugerne og virksomheder vil med de nye regler blive mødt med et ekstra step i forbindelse med deres online betalinger. Det kan på den korte bane medføre spørgsmål, skepsis og måske et nøk ned i virksomhedernes konvertering på deres webshops.

- Vi anbefaler, at betalingsindustrien foretager nogle informationskampagner målrettet danske forbrugere, så de kan føle sig trygge med de nye regler allerede fra ikrafttrædelsesdagen, afslutter Sidsel Dyrholm Holst.

DI Handel følger sagen tæt og er i løbende dialog med Finanstilsynet og andre aktører. Vi arbejder for at finde den bedste løsning for danske virksomheder.

Har du spørgsmål?

Er du medlem af DI og har spørgsmål eller bekymringer omkring de nye regler, så er du også velkommen til at kontakte Joachim Nørgaard Strikert fra DI Handel på mail lige her: JONS@di.dk.

Læs også et uddybende notat fra betalingsrådet under Nationalbanken omkring SCA her.

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret