Et enigt folketing vedtog i torsdags en historisk stor hjælpepakke til SMV’er.

24.03.20 DI Handel Nyheder

4 gode råd til SMV’er ramt af coronakrisen

Et enigt folketing vedtog i torsdags en historisk stor hjælpepakke til SMV’er. Men hvad betyder aftalen for din virksomhed, og hvad bør du gøre lige nu og her? Vi har samlet en række gode råd.

Aftalen indeholder et kompensationstiltag til selvstændige og virksomhedsejere med maks. 10 fuldtidsansatte, som forventer et omsætningstab på min. 30 procent grundet coronavirus. Men hvordan skal du som virksomhedsejer gribe situationen an?

Neden for har vi samlet nogle helt konkrete råd til, hvad du som en mindre virksomhed bør gøre lige nu. Læs de 4 gode råd her. 

1. Håndter dine medarbejdere

Overvej hvad der skal ske med dine medarbejdere. Vil du ikke fyre dine medarbejdere men sende dem hjem med løn? I den situation er det dig, der betaler en stor del af lønudgifterne. Eller vil du fyre medarbejdere og kun betale løn i opsigelsesperioden? Det kan have store konsekvenser for dine medarbejdere at blive fyret, så overvej din beslutning grundigt.

Du kan få rådgivning hos DI’s jurister i forhold til, hvordan du håndterer dine medarbejdere i denne situation ved at skrive til jura@di.dk.

2. Sæt dig godt ind i hjælpepakkerne

Det andet råd går på, at du skal sætte dig grundigt ind i de forskellige hjælpepakker. Opfylder jeg og min virksomhed kravene? Hvad er mit forventede omsætningstab? Kan jeg få dækket mine tab?

Du kan finde information om alle hjælpepakkerne på www.virksomhedsguiden.dk.

3. Trim din virksomhed

Gå din virksomhed minutiøst igennem. Kan du trimme din virksomhed og reducere dine omkostninger, så den bliver mere skarp og effektiv?

4. Vær realistisk med din konkursrisiko

Det sidste råd er, at du skal være realistisk i forhold til, hvor længe din virksomhed kan holde sig kørende. Vurderer du, at virksomheden ikke er levedygtig, er det bedst at sige stop. Hvis du ikke tager din konkursrisiko alvorligt, kan du nemlig risikere at blive gjort personlig ansvarlig, hvis det skulle ende med en konkurs.

Du har mulighed for at få fortrolig og uvildig sparring via programmet www.earlywarning.dk.

Vil du vide mere om coronakrisen?

DI Handel er i tæt dialog med regeringen og myndighederne for at afbøde de værste konsekvenser fra krisen, og vi står til rådighed for vores medlemmer med rådgivning og vejledning.

I forbindelse med coronakrisen har DI udarbejdet en temaside, hvor vi har samlet konkret rådgivning til medlemmerne, nyheder, links til relevant information hos bl.a. Sundhedsstyrelsen, politiet og Udenrigsministeriet og de relevante kontaktoplysninger i DI.

Som medlem af DI Handel er du også meget velkommen til at kontakte branchedirektør for DI Handel Sidsel Dyrholm Holst på 3377 3773 eller sdy@di.dk.

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret