12.11.18 DIB Blog

Blog: Fem gode råd til Brexit-forberedelserne

Om mindre end fem måneder forlader Storbritannien EU. Det vil skabe store forandringer for tusindvis af danske virksomheder. Her er fem råd til, hvordan du forbereder din virksomhed på Brexit fra Anders Ladefoged, chef for europapolitik i DI.

Selvom EU og Storbritannien fortsat gør alt, hvad de kan, for at nå en aftale, er aftalen stadig ikke på plads. Der er endnu grund til optimisme, men vi nærmer os udtrædelsesdatoen med så hastige skridt, at det kun er fornuftigt som virksomhed at tænke over, hvad et no-deal Brexit kan få af konsekvenser. En ny Brexit tjekliste fra Erhvervsstyrelsen og DI's Brexit toolkit gør det nemmere.

1. Forstå konsekvenserne af Brexit

Hvordan Brexit rammer afhænger af den enkelte virksomheds individuelle forhold, virksomhedens produkt, service, forretningsmodel og aktiviteter på det britiske marked i det hele taget. Vær forberedt på, at EU’s regler ikke uden videre gælder på det britiske marked efter Brexit og på at britiske regler ikke uden videre accepteres på det indre marked. Forbered dig derfor på, at virksomhedens britiske certifikater, attester og tilladelser kan blive ugyldige i EU efter Brexit. Forbered dig også på, at virksomhedens ansvar i forsyningskæden, som er fastlagt i EU’s produktlovgivning, ændrer sig efter Brexit. Læs mere her.

2. Undersøg regler for told og moms

Handel med Storbritannien bliver mere omstændeligt efter Brexit, fordi landet bliver et tredjeland. Afhængig af, hvilke varer virksomheden handler med, kan der komme told på, og man skal være forberedt på toldprocedurer og ændrede momsprocedurer. Hvis I har britiske kunder eller leverandører, bør I sætte jer ind i de toldregler, som vil gælde efter Brexit - især hvis I kun har begrænset eller ingen erfaring med handel med tredjelande.

3. Tænk i medarbejdere

Den fri bevægelighed af arbejdskraft mellem Storbritannien og EU bliver begrænset efter Brexit. Det er derfor en god ide at overveje, hvordan det vil påvirke jeres forretningsmodel og jeres rekrutteringsplaner. Undersøg også om og hvordan medarbejdere i Storbritannien vil blive påvirket af visa restriktioner og nye opholdsregler i Storbritannien.

4. Følg med og brug jeres netværk

Hold jer orienteret ved hjælp af myndighedernes vejledninger. Både EU-Kommissionen, de britiske myndigheder og danske ministerier vejleder om, hvad man som virksomhed skal være opmærksom på i en no-deal situation. Brug også jeres eget netværk til at få input til, hvordan I skal håndtere Brexit i virksomheden. Hold derfor øje med hvad jeres kunder, leverandører og samarbejdspartnere gør, for bedre at forudse hvad der muligvis også rammer jer.

5. Vær klar til den 30. marts 2019

Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU er stadig i gang, og det er fortsat trods alt forventningen, at parterne når frem til en udtrædelsesaftale. Men i mangel af en aftale (no-deal) vil Storbritannien være et tredjeland allerede fra 30. marts 2019, og det vil betyde omfattende forandringer for samhandlen mellem Storbritannien og Danmark. Det er derfor meget vigtigt, at du tager de nødvendige forholdsregler og har forberedt virksomheden godt inden den 30. marts 2019.

Her kan du få mere inspiration til Brexit-forberedelserne:

DI’s Brexit Toolkit er en værktøjskasse med inspiration til, hvordan du kan kortlægge de risici, som Brexit kan medføre for netop din virksomhed.

Erhvervsministeriets Brexit Tjekliste kan bruges til at skabe et overblik over, hvordan Brexit kan påvirke din virksomhed, og hvilke forandringer du bør forberede virksomheden på.

Udenrigsministeriets Brexit side samler danske ministeriers Brexit vejledninger. Her kan du blandt meget andet finde frem til vejledninger om told og toldprocedurer efter Brexit.

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold