05.10.18 DIB Blog

Blog: Færdselsregler for data sætter fart i digital dansk vækst

Lars Frelle-Petersen blogger om , hvordan   der skal   sættes fokus på sikkerhed i den digitale udvikling.

Data er råstoffet for den bølge af digitalisering, der er ved at ændre vores samfund. Den digitale omlægning af virksomhedernes forretning tager udgangspunkt i, at data er forudsætningen for at forstå sin virksomhed, og den viden omsættes til nye idéer og mere effektiv drift. Et nyligt afsluttet projekt i regi af Industriens Fond ”DataForBusiness” viser, at 94 procent af de adspurgte virksomheder er klar til at investere i nye dataprojekter.

Motivationen for at bruge data er således stor, men det samme er utrygheden. 62 procent af virksomhederne i ”DataForBusiness”-projektet opfatter datasikkerhed, og det at få hul på at arbejde med datasikkerhed, som en af de centrale barrierer for at komme i gang med at udnytte potentialet i virksomhedens data.

Usikkerheden i ”DataForBusiness”-projektet er et eksempel på en truende tillidskrise, som er kommet med udbredelsen af ”fake news”, påvirkning af nationale valg og milliardomkostninger efter hackerangreb. Det er en alvorlig udvikling – uden tillid vil vi som individer ikke dele vores data eller interagere digitalt, og uden tillid vil virksomhederne ikke have hverken mulighederne eller modet til at skabe digital innovation.

Derfor skal vi sætte fokus på, hvordan vi kan genskabe tilliden til data ved at bruge data på en ansvarlig måde.

Ansvarlig håndtering af algoritmerne bag kunstig intelligens. Ansvarlig behandling af persondata som altid kun er til låns. Ansvarlig beskyttelse af vores digitale værdier, løsninger og systemer med samme naturlighed, som vi beskytter vores fysiske værdier.

Bedste forudsætninger for at skabe tillid

Danmark har de bedste forudsætninger for at skabe den tillid. Fra offentlig side er vi vant til at indsamle data af høj kvalitet, blandt andet fordi borgerne har tillid til, at deres informationer bliver anvendt på betryggende vis i for eksempel sundhedssystemet eller skattesystemet. Danmark er lige blevet rangeret til verdens mest fremtidsparate land, blandt andet fordi befolkningen er tilpasningsparat i forhold til teknologi af IMD World Competitiveness Center, som hvert år rangerer landene efter digital konkurrenceevne, og vi har EU’s mest digitale virksomheder.

Vi skal derfor i fællesskab have skabt grundlaget for, at virksomhederne og offentlige myndigheder kan udnytte datapotentialet på en ansvarlig måde, og at vi som borgere og kunder kan gennemskue dataanvendelsen og være trygge ved den. Det kræver først og fremmest dialog om, hvad ansvarlig brug af data er, og hvordan vi gør dataanvendelsen og den digitale ansvarlighed transparent for kunder, borgere og samarbejdspartnere.

På lang sigt kræver det også, at vi mere principielt forholder os til den private digitale ejendomsret i form af vores private data og tager fat i den nødvendige regulering og innovation af den digitale økonomi og offentlige forvaltning.

Hvis vi lykkes med at skabe dette fælles grundlag for digital ansvarlighed i anvendelse af kunstig intelligens, i privatlivsbeskyttelse og i it-sikkerhed, kan vi ikke alene gøre virksomhederne trygge ved at investere i dataprojekter, og de enkelte individer trygge ved at overlade deres private data til myndigheder og virksomheder, men også i større skala at gøre digital ansvarlighed til en dansk styrkeposition på linje med, hvad Danmark har opnået med for eksempel fødevaresikkerhed.

Lars Frelle-Petersen

Lars Frelle-Petersen

Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3606
  • Mobil +45 4097 4462
  • E-mail lfp@di.dk

Relateret indhold