05.12.19 DIB Blog

Jungleloven gør (måske) sit indtog i verdenshandlen

Tirsdag den 10. december stopper to af de tilbageværende tre dommere, som sidder i WTO’s appeldomstol for handelssager. Med mindre USA i sidste øjeblik holder op med at blokere for udnævnelsen af nye dommere, står verden uden mulighed for at afgøre handelstvister. EU er blandt dem, der står parat til at udnytte lovløsheden, blogger Peter Bay Kirkegaard, Dansk Industri.

Under normale omstændigheder skal der være syv medlemmer af verdenshandelsorganisationen WTO’s appeldomstol, men USA har siden Obamas præsidentperiode blokeret for udnævnelsen af nye dommere.

Der skal være tre dommere på hver sag, så domstolen kan fra onsdag den 11. december ikke længere fungere, fordi to af de tilbageværende tre dommere stopper, idet deres mandatperiode udløber.

Reglerne vil blafre i vinden

WTO’s appeldomstol tager stilling til store og små handelstvister mellem WTO’s 164-medlemslande.

EU har eksempelvis lagt sag an mod Indonesien, fordi landet har indført forbud mod eksport af råmaterialer, som bruges til at producere stål.

På samme vis har Japan, med støtte fra bl.a. EU og USA, lagt sag an mod Indien, fordi de har indført forhøjede toldsatser på en række elektroniske produkter.

Og en lang række lande har anlagt sager mod USA for de forskellige typer af straftold, som Donald Trump har indført på udenlandske varer.

I alle disse sager – og mange flere – kommer det nu til at blafre i vinden, om man rent faktisk må gøre, som man gør.

USA vil sætte domstol ud af spillet

USA’s uvilje mod at udpege nye dommere er siden Obamas præsidentperiode blevet begrundet med, at dommerne har fortolket WTO’s regler ud over det, som medlemslandene har forpligtet sig på. Herudover peger USA på en række processuelle forhold, bl.a. overskridelse af deadlines for appeldomstolens afgørelser, og at dommerne får lov til sidde ud over den aftalte tidsperiode.

What’s the fuss, kan man med rimelighed spørge, for er det ikke bare nogle småting, der skal justeres, førend domstolen kan komme op og køre igen?

Jo, under normale omstændigheder skulle man nok kunne finde en mindelige løsning på sagen. Men tingenens tilstand er ikke normal, og USA har tilsyneladende en ganske klar intention om at sætte WTO’s appeldomstol ud af spillet – måske ikke for evigt, men i hvert fald for en tid.

I mellemtiden vil ethvert land kunne tolke de internationale handelsregler, som man vil. Ikke nødvendigvis ustraffet, for andre lande vil kunne gå til modangreb med sine egne handelstiltag. Men særligt de små lande vil nok komme til at bliver klemt, for de får svært ved på egen hånd at gøre noget overfor handelshindringer fra store lande.

Læs også: Efter 9 års tilløb: Handelsaftale mellem EU og Singapore træder i kraft

EU barsler med grøn grænsetold

Og det er nok ikke kun USA, som vil udnytte dette. EU barsler med en grøn grænsetold på importerede varer. Tanken er at kompensere for den højere CO2-påvirkning, der kan være ved at producere en vare uden for EU i forhold til, hvis samme vare var produceret i EU, hvor virksomhederne er underlagt strammere miljøregulering og kvoter for CO2-udledning.

EU Kommissionen har længe haft den – nok korrekte – opfattelse, at en sådan grøn grænsetold ikke er forenelig med de internationale handelsregler. Men de politiske vinde blæser i en anden retning. Og nu, hvor der måske ikke længere vil være en overdommer for handel, risikerer man heller ikke at blive underkendt.

EU’s nye handelskommissær har derfor fået som klart politisk opdrag at komme med et forslag til en sådan grøn grænsetold. Hvis man rullede den ud over alle varer, ville man med det samme få en kraftig modreaktion fra EU’s store samhandelspartnere – USA, Kina og Indien.

I første omfang vil man formentlig gå efter cement. Både fordi det er et meget energikrævende produkt at producere, men også fordi EU’s ret begrænsede import af cement hovedsageligt kommer fra EU’s nabolande.

Derfor vil den grønne grænsetold i første omgang komme til at ramme i EU’s nærområde, dvs. Østeuropa og Middelhavsregionen, hvor landene reelt ikke har mange muligheder for at slå igen mod EU.

Hvis EU, som klassens duks, er parat til dette. Hvad kan de andre lande så finde på?

Læs også: Ny analyse: Toldkrig skaber usikkerhed om 8.000 danske job

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4685
  • Mobil +45 2311 9479
  • E-mail pbki@di.dk

Relateret indhold