02.06.20 DIB Blog

Gammel fabriksbygning huser vejen til digitalt eksporteventyr

Fra en nedlagt fabrik i Aarhus har virksomheden Cadpeople lige undervist 300 kinesiske demens-kursister gennem virtual reality og anden avanceret teknologi. Det er et fremragende eksempel på digital eksport i verdensklasse, blogger Christian Hannibal, konstitueret branchedirektør, DI Digital.

Midt i Aarhus ligger der en gammel fabriksbygning. Under industrialiseringen blev bygningen bygget for, at man dér bl.a. kunne save træ ud og lave førsteklasses parketgulve.

I dag er det helt andre ting, der foregår i den gamle fabriksbygning. Det er en ny tids medarbejdere, der laver førsteklasses produkter. Under de høje lofter udvikler virksomheden Cadpeople digitale læringsforløb med brug af virtual reality og anden avanceret teknologi.

Jeg var selv på besøg en solrig forårsdag og så, hvordan medarbejderne i Aarhus med brug af digital teknologi sammen med NOLA - Nordic Learning Academy afholdt et kursus i behandling af demente for 300 kursister.

I sig selv sejt. Men det helt særlige var dette: kursisterne sad i Kina.

Men med de rette forbindelser og digitalt gå-på-mod er distance ingen forhindring. Danmark eksporterede den eftermiddag i Aarhus digital teknologi til kunder, der sad tusinder af kilometer væk.

Det er et godt eksempel, som vi skal have mange flere af.

Vi har lige løbet et maratonløb

Når Danmark og verden skal ud på den anden side af corona-krisen, vil de digitale værktøjer være mere relevante end nogensinde før. Der findes næppe en medarbejder, hverken i det offentlige eller i det private, der ikke er blevet mere digital i løbet af de måneder, krisen har stået på.

Vi har skullet omlægge og rykke vores arbejdsvaner meget langt på meget kort tid. Vi er blevet bedt om at løbe et maratonløb, og det har vi kunnet, fordi Danmark i forvejen var i digital topform. Vi er et af verdens mest digitale lande, med en befolkning og nogle virksomheder, der ikke er bange for at kaste sig over de digitale muligheder. Vi har en offentlig sektor, der er kåret til verdens mest digitale og lynhurtigt bredbånd og mobildækning i verdensklasse.

Måske vi faktisk tager de digitale muligheder for givet. Men det gør resten af verden ikke. Mange skeler misundeligt til os.

Derfor er der store muligheder for at eksportere vores viden og vores digitale produkter til andre dele af verden.

Øl, vind, svin – og digitalisering!

Jeg tror, mange danskere især ville fremhæve, at vi i Danmark er gode til bl.a. at sælge fødevarer og grøn teknologi – øl, vind og svin – til resten af verden. Det er fint, og det skal vi endelig blive ved med. Men vi skal også få fortalt de fantastiske historier om innovative digitale løsninger i verdensklasse – store som små. Og vi skal forvandle historierne til nye ordrer til de danske digitale virksomheder.

I dag oplever vi allerede, at mange udenlandske delegationer kommer til Danmark for at høre, hvordan vi har opnået vores status som digital duks. Men de mange fine udenlandske gæster skal ikke nøjes med at høre. De skal helst også købe og være med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

I DI har vi opfordret regeringen til, at Udenrigsministeriet skal fokusere på at redde den eksport, der er så hårdt ramt af corona-krisen. Men vi skal også være offensive og vinde nye markeder til gavn for Danmark.

Den tech-ambassadør, som Danmark i nogle år har haft til bl.a. at skabe kontakt mellem Danmark og tech-giganterne i Silicon Valley, bør f.eks. i langt højere grad fokusere på at sælge danske digitale løsninger til resten af verden.

Nyt kapitel i Danmarks erhvervshistorie

Med de stærke digitale virksomheder, vi har i Danmark, kan vi sælge digital læring og sundhed, robotter, software, avanceret elektronik, telekommunikation, kunstig intelligens og anden teknologi til amerikanerne, kineserne, tyskerne og mange flere.

Hos Cadpeople i Aarhus mødtes industrihistorien med en ny digital vækstvirksomhed. Hvis vi spiller vores kort rigtigt, kan vi bruge corona-krisen som afsæt til at skrive et nyt kapitel til Danmarks erhvervshistorie med digital eksport i verdensklasse. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold