02.02.23 DIB Blog

I 2030 kan metaverset erstatte internettet, som vi kender det i dag

Metaverset blive hele 13.000 milliarder dollars værd i 2030, spår Citibank. Selvom tallet er meget højt, afspejler det, hvor stort Metaverset kan blive, og derfor bør danske virksomheder overveje det forretningsmæssige potentiale, skriver branchedirektør Jacob Kjeldsen

Vi er trådt ind i et år præget af økonomisk usikkerhed, og usikkerheden breder sig ligeledes til investeringerne.

På trods af det buldrer den teknologiske udvikling forsat fremad, og som virksomhed skal man derfor stadig have øjnene på de største trends, og overveje de forretningsmæssige potentialer.

I fredags afholdte DI Handel sammen med gode kollegaer i DI det første Nordiske Metaverse Summit. Metaverset er interessant at følge, da teknologien stadig er umoden og potentialet stort.

Ifølge Citibank kan Metaverset blive hele 13.000 milliarder dollars værd i 2030. Selvom tallet er meget højt, afspejler det, hvor stort Metaverset kan blive.

I internettet i stedet for på

På trods af det store potentiale hersker der stadig en grundlæggende tvivl om, hvad fænomenet Metaverse dækker over. Metaverse er en fusion af forskellige teknologier som Artificial Intelligence, Virtual Reality og Internet of Things, der eksisterer i dag, og som sammen skaber en tredimensionel verden, hvor brugeren er repræsenteret som en avatar og frit kan bevæge sig i den digitale verden. I stedet for at være på internettet vil vi være i internettet.

Metaverset vil for nogle give associationer til futuristiske sci-fi utopier. men det bevæger sig alt andet lige tættere på virkeligheden – også for den almindelige borger.

Jeg er sikker på, at mange tilbage i 1990’erne sad med samme følelse af at være overvældet og uden evne til at forestille sig, hvilken indflydelse internettet ville få, inden det for alvor fik sit gennembrud og blev en helt naturligt integreret del af vores hverdag.

Vi kan med rette anskue Metaverset som internettets tredje generation. Ifølge et nyt globalt fremtidsstudie, lavet af Institut for Fremtidsforskning med 72 eksperter på området, forventer 85 pct., at Metaverset vil have en meget stor indflydelse i 2030. De samme eksperter forventer, at den gennemsnitlige verdensborger i 2030 vil bruge 5,6 timer i Metaverset dagligt.

Læs også: I 2030 bruger du 5,6 timer om dagen i ”metaverset”

Kan sætte kunden i centrum

Metaverset spås at blive lige så revolutionerede som internettet, og jeg er ikke i tvivl om, at Metaverset uundgåeligt vil præge fremtidens erhvervsliv.

Metaverset bringer helt nye muligheder for mødet mellem forbruger og virksomhed. 81 pct. af erhvervseksperterne forventer, at Metaverset vil blive lige så vigtigt som en velfungerende hjemmeside for kommercielle brands. Selvom der ikke er nogen grund til at erklære dommedag over virksomheder, der ikke har lagt en Metavers-strategi, er det uden tvivl værd at følge udviklingen nært.

I Skandinavien har vi en stærk kultur for digitale fællesskaber, og dem skal vi blive ved med at dyrke. Derfor er det oplagt, at vi er med til at præge og udvikle Metaverset. Metaverset rummer muligheden for at sætte kunden i centrum.

Til eksempel har DSB for nyligt lavet et stort Minecraft-projekt, der skal forebygge ulykker blandt børn og unge på togperroner. Her skal børnene bevæge sig rundt i en virtuel udgave af Hovedbanegården i Minecraft, der simulerer virkelighedens perroner og togstationer. Dette er bare ét eksempel på Metaversets potentiale for at skræddersy løsninger, der kan imødekomme kunder i øjenhøjde.

Derudover er særligt interessant at kigge på de muligheder, der er for branding og marketing i metaverset. B&O har for nyligt taget det første skridt ind i Metaverset og lanceret deres første NFT (Non-fungible token) kollektion. Deres nye kollektion viser, hvordan et produkt fra den fysiske verden kan manifestere sig i den virtuelle verden.

Et andet innovativt projekt er #BackupUkraine, der giver ukrainere mulighed for at bevare Ukraines kultur digitalt ved at lagre historiske monumenter og bygninger på deres mobil, før det er for sent.

Eksemplerne viser, hvordan man som virksomhed kan begynde at arbejde med den nye udvikling og være med til forme og præge det.

Kom i gang, men start småt!

Metaverset vil ændre måden, vi tænker marketing, salg og kundeoplevelser samt åbne op for nye muligheder for e-læring og vidensdeling internt i virksomheder. Vi kender endnu ikke dets begrænsninger eller hvordan Metaverset vil udvikle sig, hvorfor alle virksomheder er mere eller mindre på ”samme niveau”.

Så min opfordring til dig er: Kom i gang, men start småt!

Det var i hvert fald en læring, jeg tog med mig, fra vores Nordiske Meterverse Summit. Og hvis du har brug hjælp, så tag fat i os i DI Handel.

Jacob Kjeldsen

Jacob Kjeldsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3727
  • Mobil +45 2088 3914
  • E-mail jak@di.dk

Relateret indhold