28.06.23 DIB Blog

Spektakulært tilbud – kom med DI til OL i Paris

I min tid i DI har jeg været med til at gennemføre mange virkeligt spektakulære erhvervsfremstød. Men intet kommer nær det, vi nu kan tilbyde danske virksomheder til OL i Paris 2024, blogger Jens Holst-Nielsen, underdirektør for Global Markedsudvikling i DI.

DI har indgået et unikt samarbejde med Team Danmark.

Det betyder, at du nu kan invitere dine kunder eller samarbejdspartnere til helt ekstraordinære to-dages-events med adgangsbilletter til udvalgte sportsgrene i forbindelse med de olympiske lege i Paris 2024.

I min tid i DI har jeg været med til at gennemføre mange virkeligt spektakulære erhvervsfremstød. Men der er ingenting, der kan komme ved siden af, hvad vi nu kan tilbyde danske virksomheder i forbindelse med OL i Paris 2024.

Husker du Froms tyggegummi og Høyers trøje?

For OL er det, drømme er lavet af. Som barn sad jeg klæbet til skærmen, når DR sendte OL. Lyttede med, når de ældre generationer fortalte om Povl Elvstrøms bedrifter i finnjollen. Guld-Harald, der nærmest ene mand spillede Danmark til sølv i Rom. Og hvad med Henry Froms tyggegummi på stolpen?

Legendarisk.

Jeg har også mine egne store OL-øjeblikke. Anja Andersens brændte straffekast mod Korea – hvor vi så alligevel vandt i overtiden. Poul Erik Høyers guldmedalje i 96. I ved dér, hvor hans sidste kræfter blev brugt på at rive sin trøje i stykker.

Hvilke danske sportsoplevelser kan vi glæde os til i Paris 2024? Det ved vi ikke helt endnu, og der er mange atleter, der først bliver udtaget senere på året. Men som verdensmestre tre gange i træk vil herrelandsholdet i håndbold være klar til at generobre guldet, og så har jeg store forhåbninger til, at der vil være dansk deltagelse på Court Central på en af de dage, hvor man kan tage sine kunder med til OL tennis på Roland Garros.

Styrk forretningen uden dyre sponsorater

Normalt er OL og erhvervslivet forbundet med sponsorater i milliardklassen, men med Dansk Industri og Team Danmark får alle danske eksportvirksomheder adgang til at bruge den platform, der etableres i Maison du Danemark i Paris, til at styrke deres forretning. Uden at skulle betale dyre sponsorater.

Vi kalder det Danish Business Days During The Olympic Games in Paris, og dem har vi fire af.

Der er stadigvæk et halvt år til at den olympiske flamme tændes til åbningsceremonien i Paris, men da pladsen er yderst begrænset – skal man ikke vente for længe, hvis du vil give kunder og samarbejdspartnere en oplevelse for livet.

I øvrigt finder åbningsceremonien i Paris for første gang i OL’s historie ikke sted på et stadion. I stedet vil det hele foregå på Seinen midt i Paris frit tilgængeligt for alle –det er et af målene for Paris 2024 – at bringe OL tættere på folk.

Fakta

Program i Paris

Dag 1:

Ankomst til Paris om morgenen. Derefter indtjekning på hoteller og kundetur til Maison du Danemark på Champs Elysee, der er det danske Olympiske HQ.

Her vil vi arrangere rundbordsmøder, seminarer eller udstillinger. Det får din virksomhed indflydelse på, når I tilmelder jer.

Vi forventer deltagelse af ministre, Kongehus og eksperter, og der vil være meet and greet med olympiske atleter på øverste etage med udsigt til Triumfbuen.

Det er også her, de danske tv-stationer holder til. Når dagen er slut, kan I enten fortsætte med jeres gæster på egen hånd i den varme parisiske sommeraften, eller I kan blive i Maison du Danemark og spise middag på én af de to restauranter, der er i huset.

Dag 2:

Her kan I enten komme ind og se tennis, 3x3 basketball, beachvolley eller landevejscykling.

I bliver også udstyret med billetter til IOCs Clubhouse, der ligger i Palais de Tokyo. Her er der events, koncerter, seminarer og restauranter. Det er kun samarbejdet med Team Danmark, der gør, at vi kan tilbyde adgang. Når I mener, I er klar til at komme i seng, så er det hjem på hotellet til sidste nat i Paris under OL.  

Eksportrådet under Udenrigsministeriet har valgt at støtte initiativet. Det betyder, at du kan få alt ovenstående – uden fly, hotel og middage – til DKK 32.900 for fem deltagere. Fly, hotel og middage, kan vi hjælpe med at booke. Vi regner med, at to overnatninger centralt i Paris koster et sted mellem EUR 800-1.500.

Tilmelding via Danish Business Days During The Olympic Games in Paris

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jens Holst-Nielsen

Jens Holst-Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3017
  • Mobil +45 2060 6986
  • E-mail jhn@di.dk

Relateret indhold