Lille Danmark påvirker store Kina
I disse dage, hvor jeg har besøgt Beijing og Shanghai, ser jeg med egne øjne, hvor stærkt udviklingen går i Kina, som ser til Danmark efter grønne teknologier og løsninger, skriver Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Indlægget har også været bragt i Avisen Danmark.
I 1871 blev det kinesiske samfund markant forandret, da den allerførste bog med kinesiske telegrafkoder blev udgivet. Den gjorde det pludseligt muligt, at kommunikere på kinesisk over korte og lange stræk med den dengang meget moderne teknologi.
Jeg nævner det i dag – over 150 år senere – fordi hjernerne bag den banebrydende opfindelse var pæredanske. Det var nemlig den danske virksomhed Store Nordiske Telegraf-selskab, der udviklede telegrafkodebogen på kinesisk, som lagde fundamentet under det moderne Kina.
I dag er Kina godt dækket ind teknologisk, og i Vesten bør vi i den grad være opmærksomme, når vi ser, hvordan AI og 6G bliver udrullet i stor stil i Kina. At udviklingen går stærkt, ser jeg i disse dage med egne øjne, hvor jeg besøger Beijing og Shanghai. Den gode nyhed er, at der også i 2024 er mulighed for, at danske virksomheder kan sætte et stort aftryk på det kinesiske samfund, som Store Nordiske Telegraf-selskab gjorde.
Via DI i Kina kan du få hjælp til det kinesiske marked.
Verdens største udleder af CO2
Udenfor mit vindue i Beijing er der lidt tåget. Og det skyldes ikke almindeligt gråvejr, men luftforurening. Der bliver fyret godt op for kulkraftværkerne i storbyen med over 20 millioner mennesker. I takt med at kineserne har fået flere penge mellem hænderne, er der også kommet flere biler og energiforbruget er steget markant. Faktisk er Kina i dag verdens største udleder af CO2.
De kinesiske beslutningstagere ved godt, at det store forbrug af sorte energikilder ikke kan blive ved, hvis ødelæggende klimaforandringer skal bremses. Men hvad skal Kina stille op? De skal selvfølgelig kigge mod Danmark og danske virksomheder, som er verdensførende inden for udvikling af grønne teknologier og løsninger.
Det gør kineserne heldigvis også, og jeg har talt med flere danske virksomheder de seneste dage, der eksempelvis udvikler energieffektive løsninger, biosolutions og vandteknologi, som ser store og spændende perspektiver i Kina. For mens landet har den kedelige rekord i CO2-udledninger, har de samtidig rekorden i investeringer i grøn teknologi, som er helt afgørende – ikke bare for Kina, men for hele vores klode.
Læs også: Klimaet efterlyser: 50.000.000.000.000 kr. om året
Bump på handelsvejene
Desværre er der meget store bump på handelsvejene, der kan gøre det vanskeligt for danske virksomheder at brede sig på det kinesiske marked, og drive den reelle forandring og grønne omstilling.
Først og fremmest bliver der postet store summer i statsstøtte til kinesiske virksomheder, som skævvrider konkurrencen i og uden for Kina. Derudover har kineserne også stort set fri adgang til EU’s indre marked, mens europæiske virksomheders adgang til det kinesiske kan sammenlignes med en kattelem, hvilket ikke er fair.
Geopolitiske spændinger har også gjort det mere risikabelt at satse på Kina. Det er samlet set med til at danske virksomheder i dag er mere forsigtige. Den kritiske læser vil måske tænke, at det nok ikke gør alverden, da Kina med rette kan kritiseres for f.eks. bånd til Putin i Rusland. Disse problematiske forhold i Kina skal Danmark og EU selvfølgelig ikke være blinde for.
Læs også: Kina vil åbne nye døre for dansk erhvervsliv
Store Kina kommer vi ikke udenom
Men hvis vi bare retter blikket i en anden retning og isolerer os fra Kina, så risikerer vi at overse de muligheder, der er for at trække verden i en bedre og grønnere retning. For uanset om man kan lide det eller ej, så er store Kina ikke til at komme uden om, også når det gælder globale forhold relateret til sikkerhedspolitik, økonomisk udvikling og klimaforandringer.
Derfor skal vi gå til opgaven med en kombination af pragmatisk snusfornuft og en ukuelig tro på at kunne gøre en positiv forskel. Ligesom det lykkedes et lille land som Danmark at sætte et stort aftryk på det kinesiske samfund i 1871, håber jeg, at vi gennem dialog og samarbejde med kineserne – og med en hjælpende hånd fra EU – kan bidrage til store positive forandringer, der vil blive husket i fremtiden.
Læs også: DI: Danske virksomheder har fortsat gode muligheder i Kina
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.