Grøn trykkerichef: Vi blev bæredygtige for at redde verden og virksomheden
Bæredygtighed og FN’s verdensmål sikrede KLS PurePrint overlevelse i en branche under opbrud. Tirsdag i Industriens Hus fortalte virksomheden om deres rejse fra et almindeligt trykkeri til "verdens grønneste".
For knap 11 år siden opstod en krise i trykindustrien. Digitaliseringens indtog sendte branchens knap 2000 virksomheder ud i benhård konkurrence, og under 100 er i dag tilbage.
Én af de overlevende er KLS PurePrint. Virksomheden opfangede, hvordan samfundet i højere grad blev optaget af bæredygtighed og klima, og man så et snit til at skille sig ud fra konkurrenterne.
Det fortalte kommerciel direktør Kasper Larsen onsdag i forbindelse med konferencen ’FN’s verdensmål: Fra Filantropi til forretning’ i Dansk Industri (DI).
- Vi begyndte langsomt at opleve, hvordan bæredygtighed bare fylder mere i folks bevidsthed. Klimakrisen presser på, og derfor forstod vi også, at det kunne være vores måde at vende skuden på – samtidig med at vi bidrager til en positiv forskel, sagde Kasper Larsen og tilføjede:
- Jeg vil gerne sige, at vi blev bæredygtige for at redde verdenen. Det gjorde vi også – men det var ligeså meget for at redde vores forretning.
Verdensmål sætter ord på bæredygtighed
Trykkeriet er efter eget udsagn verdens grønneste og trykker blandt andet magasiner og andre grafiske produkter helt uden skadelige kemikalier og tungmetaller. Når produkterne bliver nedbrudt, indgår de komplet i naturens eget kredsløb.
I dag samarbejder virksomheden blandt andet med Danmarks Naturfredningsforening om at understøtte ’Ansvarligt forbrug og produktion’, der er et af FN’s 17 Verdensmål.
Verdensmålene har givet KLS PurePrint en ”fælles referenceramme”, som virksomheden bruger til at tale bæredygtighed med både kunder og andre virksomheder.
- Det giver for det første nogle visuelle mål, som man kan præsentere for kunder, og som de så kan arbejde efter. Men det er også en måde at sætte mærkat eller ord på vores bæredygtighed. ’Det her projekt passer ind i det her verdensmål’ og så videre, forklarede direktøren.
Virksomheden oplever, at forbrugerne er blevet mere bevidste omkring deres aftryk på miljøet, og derfor har en grøn forretning været forudsætningen for, at KLS PurePrint stadig eksisterer, mener direktøren.
- Vi er her stadig – alene dét er en ret stor succes i vores branche. Men vi har også haft en rigtigt fin kundetilgang, sagde Kasper Larsen.
Efter KLS PurePrints transformation, tæller kundekredsen blandt andre Ørsted, COOP Danmark og E.On.
Læs også: Nu ruller pensionsmilliarderne til FN's Verdensmål
En forretningsmæssig nødvendighed
I Industriens Hus var flere virksomheder mødt op for at høre om den rejse, KLS PurePrint har været på.
Deltagerne fik også mulighed for at høre et oplæg af Geoff Kendall, som er CEO i Future Fit Foundation, der har udviklet en arbejdsmetode til at koble verdensmålene på sin forretningsstrategi.
Til sidst var der workshops med case-virksomhederne Peter Larsen Kaffe, Krüger og FLSmidth, der på hver deres måde er nået langt med at implementere verdensmålene i deres forretning.
Chefkonsulent i DI og projektleder for 'Filantropi til Forretning' Henrik Schramm Rasmussen er glad for, at så mange virksomheder har fået øje på forretningspotentialet i bæredygtige løsninger.
- Det er en megatrend, der udspringer af meget store globale udfordringer. Dem er danske virksomheder utroligt godt rustet til at forvandle til muligheder, og det giver dem store konkurrencefordele, siger chefkonsulenten.
Skrevet af:
Oliver Fruergaard