DI: Trumps nye Kina-told rammer danske virksomheder
Handelskrigen mellem USA og Kina er skudt i gang, og det har både direkte og indirekte konsekvenser for danske virksomheder.
Klokken seks dansk tid trådte planlagt amerikansk told på en lang række kinesiske importvarer i kraft, og Kina svarede hurtigt tilbage. Kina er ”tvunget til at tage de nødvendige modforanstaltninger”, sagde landets handelsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA har indført 25 procent told på en lang række kinesiske produkter, herunder maskiner, elektronik, biler og computer harddiske.
Overfor Ritzau kalder chefanalytiker i Nordea, Amy Yuan Zhuang, konflikten for ”definitionen af en handelskrig”.
En handelskrig, der kan ramme hele verdensøkonomien, hvis omfanget vokser. For en ”negativ spiral med protektionisme” kan ifølge chefanalytikeren bevæge sig ud over Kina og USA’s grænser.
Læs også: Straftold fra USA: Hvad er omfattet?
Spreder sig som ringe i vandet
Seniorchefkonsulent i Dansk Industri, Peter Bay Kirkegaard, er enig.
- Det spreder sig som ringe i vandet, når man sætter bremser på handlen mellem USA og Kina, og det skaber usikkerhed i hele verdensøkonomien, siger Peter Bay Kirkegaard.
Han påpeger, at danske virksomheder, der eksporterer ud af Kina til USA, vil blive påvirket direkte. Men også de danske virksomheder, der står udenfor, vil indirekte mærke konflikten. For når USA indfører straftold på varer fra EU, Canada og nu også Kina, bliver virksomhederne i tvivl om, hvor vidt de kan afsætte samme mængde varer som hidtil.
- Derfor beslutter nogen virksomheder sig måske for at udskyde planlagte investeringer i nye maskiner og udstyr, eller de vælger at lade være med at ansætte flere medarbejdere. Så en handelskrig kan hurtigt resultere i en negativ spiral, hvis vi ikke får det stoppet i tide, siger seniorchefkonsulenten.
Læs også: Danske virksomheder klemt i handelskrig mellem USA og Kina
Skrevet af:
Oliver Fruergaard