29.11.19 DIB Nyheder

Ganske få virksomheder tegner sig for en meget stor del af dansk nettoeksport

Nye tal: Danske internationale industrikoncerner tegner sig for et overskud på den danske betalingsbalance på samlet set 297 mia. kr. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det samlede overskud på betalingsbalancen i 2018 er på blot 158 mia. kr. Så uden det enorme bidrag på 297 mia. kr. fra internationale industrikoncerner var billedet et helt andet. De fem største bidragere tegnede sig alene for et overskud på 145 mia. kr.

- Det er en imponerende stor del af vores nettoeksport, der kan tilskrives blot fem internationale industrikoncerner. Disse få virksomheder er helt afgørende for at sikre vores overskud på betalingsbalancen, siger Morten Granzau, cheføkonom i Dansk Industri.

Han understreger, at det gør Danmark afhængig af få virksomheder.

- Den store koncentration af nettoeksporten betyder dog, at vi er ganske sårbare over for, at disse koncerner rent faktisk vælger at bevare en så stor andel af deres aktivitet i Danmark. Internationale industrikoncerner er ganske mobile og kan nemt flytte aktivitet mellem deres produktionssteder i mange lande, siger Morten Granzau.

Den store nettoeksport stammer især fra traditionel eksport, hvor industriprodukter sendes fra Danmark til udlandet. En stadig større del af indtægterne stammer dog fra eksport af varer, der aldrig har befundet sig i Danmark og fra eksport af serviceydelser.

- Især den danske eksport af varer, der aldrig har befundet sig i Danmark, må antages meget hurtigt at kunne flyttes ud af Danmark. Derfor er det vigtigt fortsat at sikre fortsat gode betingelser for sådan aktivitet i Danmark, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold