Danske lønninger må ikke stige mere end udlandets, hvis danske virksomheder skal beholde deres konkurrenceevne, mener Dansk Industri.

Foto: DI
06.01.20 DIB Nyheder

DI: Danske lønstigninger skal passe med udlandets

Det er vigtigt, at de danske lønstigninger ikke bliver højere end i udlandet i de kommende år. Ellers vil det skade danske virksomheder og koste arbejdspladser, mener DI.

Vi må ikke gentage 00’ernes fejl og lade de danske lønstigninger stikke af fra udlandets. Sker det, er det sikkert og vist, at danske virksomheder og deres ansatte går en svær tid i møde med øget konkurrence og potentielle fyringer. Sådan lyder advarslen fra vicedirektør i DI, Steen Nielsen, op til startskuddet på overenskomstforhandlingerne på det private område.

– Vi havde et stort tab i de danske virksomheders konkurrenceevne op igennem 00’erne. Det har vi så brugt de seneste mange år på at rette op på. Det vil være synd og skam, hvis det store arbejde bliver ødelagt af lønstigninger, der ligger markant over de lønstigninger, der kommer i udlandet, siger Steen Nielsen.

Læs også: Usikkerhed om fremtidig vækst komplicerer OK-forhandlinger

Nedtur ude – gode tider hjemme

Danske virksomheder og dansk eksport har hidtil været relativt upåvirket af den nedgang i økonomien, der blandt andet ses i Tyskland.

Det betyder også, at det danske arbejdsmarked fortsætter med at være presset. Der er kamp om de ledige hænder, mens de udenlandske virksomheder oplever, at de får lettere ved at finde kompetente medarbejdere.

– I udlandet er væksten gået i stå, og lønstigningerne ser ud til at have toppet. Da de danske lønstigninger vokser og i forvejen er på højde med udlandet, skal vi holde øje med, at vores lønudvikling ikke stikker af fra udlandet i de kommende år, siger Steen Nielsen.

Læs også: OK2020 - Trin for trin

Det vil imidlertid være naturstridigt, hvis danske virksomheder fortsætter med at kunne opretholde en høj vækst, mens resten af verden går ned i gear. Derfor vil høje lønstigninger være meget risikable.

– Vi har en god konkurrenceevne – og den skal vi holde fast i, siger Steen Nielsen og tilføjer:

– I løbet af de seneste seks år har danske virksomheder skabt 240.000 flere arbejdspladser. Dem skal vi ikke vinke farvel til igen. Tværtimod gælder det om at sørge for, at danske virksomheder fastholder deres konkurrenceevne, så de kan skabe endnu flere arbejdspladser. Det vil være til gavn for alle.

Læs også: Virksomheder gør DI klar til OK2020

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold