25.02.19 DIB Nyheder

Nye tal: Flere indvandrere kommer i job

Selvom flere indvandrere kommer i job, er andelen stadig lavere end for personer med dansk oprindelse. Vi skal sætte tidligt ind og hjælpe både med uddannelse og job, mener underdirektør Steen Nielsen.

Andelen af indvandrere i beskæftigelse er steget med 1,9 pct.-point fra 2016 til 2017. Siden 2012, hvor beskæftigelsen var lavest, er andelen i job steget med 4,4 pct.-point. Også flere af indvandrernes børn kommer i job, idet andelen er steget med 1,7 pct.-point siden 2016 og 4,5 pct.-point siden 2012. Men der er stadig stor forskel mellem beskæftigelsesfrekvenserne for indvandrere og personer med dansk oprindelse. Således er kun 58 pct. af de 16-64 årige indvandrere i job mod 74 pct. af danskerne

Det er vigtigt, at børn af indvandrere bliver støttet i at dygtiggøre sig og få en uddannelse. Steen Nielsen, Vicedirektør

- Stadig flere indvandrere og deres børn får job. Det er rigtig godt for både samfundet og den enkelte, at flere forsørger sig selv – og det er samtidig godt for virksomhederne, der har brug for medarbejderne, siger underdirektør i DI, Steen Nielsen.

- Selvom det bestemt går i den rigtige retning med at øge beskæftigelsen, er der desværre stadig mange af indvandrerne og deres børn, der ikke tager en uddannelse og har svært ved at finde job. Det er dyrt både for samfundet og for den enkelte, siger Steen Nielsen.

- Det er vigtigt, at børn af indvandrere bliver støttet i at dygtiggøre sig og få en uddannelse. Og vi skal sætte ind allerede i børnehavealderen. Samtidig skal de, der ikke får taget en uddannelse, også have bedre støtte fra jobcentrenes side til at finde et arbejde, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold