Kæmpe byrdelettelse giver lettere adgang til EU’s forbrugere
EU’s finansministre har aftalt en forenkling af momsreglerne for salg på nettet. DI hilser aftalen meget velkommen.
Fra januar 2021 skal der være enklere momsregler for salg på nettet inden for EU. Det har medlemslandenes finansministre aftalt, og aftalen bakkes op af EU-kommissionen.
- Det er virkelig en god nyhed. Det har stået højt på vores ønskeseddel i årevis at få et moms-system i EU-landene som er lettere for virksomhederne. Det giver langt bedre konkurrencevilkår for det danske og for det europæiske erhvervsliv, siger branchedirektør Annette Falberg, DI Handel.
Hun fortsætter:
- Det er en kæmpe byrdelettelse for virksomheder, når de vil sælge direkte til forbrugerne i EU. Fremover skal de kun momsregistrere sig et sted, når de sælger deres varer. Det vil sige, at en dansk virksomhed kan nøjes med at momsregistrere sig i Danmark, og vejen til eksportmarkederne bliver kortere.