21.03.19 DIB Nyheder

Nye tal: Danske forbrugeres gode humør er et særsyn i EU

Forbrugerne ser fortsat ret optimistisk på deres økonomi, viser nye tal for forbrugertilliden fra Danmarks Statistik.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser at forbrugertilliden holder dampen oppe, og det er et særsyn i Europa. Optimismen kan få danskerne til at øge deres forbrug af varer og tjenester.

- Forbrugernes forsigtige optimisme kan også mærkes i detailhandlen og hos bilforhandlerne, hvor salget er steget med 1 pct. over de sidste måneder.  De positive forventninger skyldes især en tro på egen privatøkonomi, siger Morten Granzau, cheføkonom i DI.

Danskernes privatøkonomi er også solid uden tegn på ubalancer

- Danskernes privatøkonomi har det rigtig godt. Stadig flere danskere får et job, og den faktiske lønstigning for en privatansat lønmodtager var sidste år på det højeste niveau siden årene før finanskrisen. Grundlaget for et stigende privatforbrug er derfor til stede, hvis vi ser mere ro om europæisk økonomi, siger Morten Granzau.

- De positive forventninger hos de danske forbrugere er i europæisk sammenhæng et særtilfælde. I størstedelen af de europæiske lande venter forbrugerne tilbagegang, siger Morten Granzau.

Men den positive stemning kan dog blive kortvarig, mener DI

- Dansk økonomi er meget afhængig af afsætning til det europæiske marked, og udviklingen i vores nabolande smitter af på os. De lave europæiske forbrugerforventninger kan derfor i sidste ende føre til færre danske job og lavere indkomster for forbrugerne, siger Morten Granzau 

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold