DI.dk har lige nu driftsproblemer. Nogle brugere kan derfor opleve ikke at kunne få adgang til medlemsbeskyttede sider. 

26.04.19 DI Business Nyheder

Nye tal: Der er stadig fuld fart på opsvinget i USA

USA er i fuld gang med det længste jobopsving i landets historie, og det gavner både forbrugere og virksomheder, siger DI’s chefanalytiker.

Amerikansk økonomi voksede med 3,2 procent i 1. kvartal (annualiseret).

- Amerikansk økonomi har fået en overraskende god start på 2019. Det er utrolig positivt, at amerikanerne har holdt så meget gang i væksten på trods af nedlukningen af statsapparatet, som varede 35 dage og løb helt frem til den 25. januar, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).

- Væksten i USA forventes at aftage i løbet af 2019. Både forbruger- og erhvervstilliden er aftaget i starten af 2019, hvilket varsler lavere vækst. Tillidsindikatorerne ligger dog stadig på niveauer, der signalerer fremgang – men i et lidt lavere tempo, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).

I USA er beskæftigelsen nu steget uafbrudt i 102 måneder, hvilket har sendt ledigheden ned på 3,8 procent.

- Forbrugerne nyder godt at det længste opsving på arbejdsmarkedet i USA’s historie. Den lave ledighed giver høj jobsikkerhed, og sammen med pæne lønstigninger er der udsigt til, at amerikanerne kan fortsætte med at øge forbruget et stykke tid endnu, siger Allan Sørensen.

Dollaren er i de seneste dage steget til over 6,7 kroner per dollar. Dette er den højeste kurs siden maj 2017.

- Dollaren er pt. ganske stærk, og sammen med økonomisk fremgang og øget forbrug giver det gode muligheder for, at danske virksomheder kan øge eksporten til USA. I en tid, hvor væksten i Europa er under voldsomt pres, er det godt, at danske virksomheder har gode chancer for at hente ordrer på det amerikanske marked. Hvis vi skal udnytte de gode muligheder, er det selvfølgelig utrolig afgørende, at vi kan opretholde en god adgang til det amerikanske marked, siger Allan Sørensen.

Amerikanerne købte sidste år danske varer og tjenester for over 135 mia. kr.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret