Irsk udenrigsminister: Forbered jer på no-deal brexit
Den irske udenrigsminister Simon Coveney opfordrer DI-virksomheder med større interesser i Storbritannien til at forberede sig på et no-deal brexit. Han udelukker dog ikke, at en overgangsaftale kan nå at falde på plads. Danfoss opbygger lagre i Storbritannien og ændrer forsyningskæderne.
Enhver virksomhed bør forberede sig på, at Storbritannien meget snart kan være ude af EU uden en aftale.
Så klar var meldingen fra den irske udenrigsminister Simon Coveney, da han torsdag besøgte Dansk Industri (DI) og mødtes med repræsentanter fra DI og en række større danske virksomheder for at høre om deres brexit-forberedelser.
Den nytiltrådte britiske premierminister Boris Johnsson har meldt ud, at Storbritannien forlader EU den 31. oktober uanset om der er en overgangsaftale på plads eller ej.
Deltag i DI's medlemsmøde om Brexit
Brexit øger økonomisk usikkerhed
Hos den danske industrivirksomhed Danfoss A/S er man i fuld i gang med forberedelserne.
- Det er virkelig bekymrende, hvis det bliver et no-deal Brexit. Derfor giver det da også panderynker, når ministeren fortæller, at det er en realistisk mulighed, siger Kenth Kærhøg, der er Senior Vice President hos Danfoss.
Hos Danfoss er der især bekymring for, at et no-deal Brexit kan resultere i en øget økonomisk usikkerhed i hele Europa.
- Den engelske økonomi smitter af på resten af EU. Der er allerede nogle, der taler om risikoen for recession. Og det kan få virksomheder og forbrugere til at holde igen med deres investeringer, siger Kenth Kærhøg.
Danfoss fylder lagrene op
Den voksende risiko for et no-deal brexit har også betydet, at Danfoss allerede har gjort sig store forberedelser for mindske indflydelsen på virksomhedens forretninger i Storbritannien og Irland.
- Vi har sørget for, at vi har fyldt vores lagre i Storbritannien op, så vi kan klare skærene indtil den umiddelbare forvirring har lagt sig. Og i forhold til Irland satser vi nu på at servicere vores kunder direkte fra Danmark, hvor vi tidligere har gjort det fra Storbritannien, siger Kenth Kærhøg.
Dansk Industris europapolitiske chef Anders Ladefoged opfordrer også til, at danske virksomheder skynder sig i gang med forberedelserne til et no-deal brexit, hvis de ikke allerede er godt i gang.
- Det er nu, at der skal handles. Risikoen for at Storbritannien forlader EU uden en overgangsordning er stigende og konsekvenserne kan blive vidtrækkende for den enkelte virksomhed, siger han.
Anders Ladefoged opfordrer virksomhederne til at søge hjælp i Dansk Industri Brexit-toolkit, som du kan finde her.