13.10.20 DIB Nyheder

Verdensøkonomien har det bedre end frygtet

Nye tal: Den Internationale Valutafond (IMF) venter, at verdensøkonomien vil skrumpe med 4,4 pct. i 2020. Det går dermed bedre end vurderet i sommer, hvor IMF spåede en nedgang på 4,9 pct. Danmark klarer sig relativt godt gennem krisen, men ikke uden betydelige økonomiske skrammer, siger DI’s cheføkonom.

- Verdensøkonomien har det heldigvis bedre end frygtet. Det skyldes, at aktiviteten er vendt tilbage hurtigere end ventet, i takt med at der er blevet lukket mere op i maj og juni, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Situationen er ikke lige så slem som vurderet i juni, men det ændrer desværre ikke på, at verdensøkonomien er kastet ud i den største nedtur siden 2. Verdenskrig, siger Allan Sørensen.

- Alle verdensdele er ramt af tilbagegang. Værst ser det ud i Europa og Sydamerika, hvor samtlige lande bliver fattigere i 2020. Det er kun få lande i Asien og Afrika, som kommer igennem 2020 med økonomisk fremgang, siger Allan Sørensen.

- Coronakrisen startede i Kina med nedlukninger allerede i januar, men Kina er kommet overraskende stærkt tilbage. Kina er et af de ganske få lande som har udsigt til økonomisk fremgang i 2020, siger Allan Sørensen.

Ifølge IMF’s nye prognose vil dansk økonomi skrumpe med 4,5 pct. i 2020 efterfulgt af en fremgang på 3,5 pct. i 2021.

- Dansk økonomi kommer ikke igennem coronakrisen uden store økonomiske tab. I en europæisk målestok har vi dog klaret krisen relativt godt, siger Allan Sørensen.

- Danskerne havde en stærk privatøkonomi, da krisen ramte, og derfor er privatforbruget hurtigt vendt tilbage til et normalt niveau. Eksporten er derimod udfordret af svag efterspørgsel fra udlandet, og det svækker den store motor i dansk økonomi, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold