I havnen i Tangshan, Kina er der strenge sikkerhedsforanstaltninger både for lastbiller, der bliver desinficeret og medarbejdere, der løbende bliver tjekket for feber.

Foto: Yang Shiyao Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix
24.02.20 DIB Nyheder

Fremrykket produktion og lager redder fynsk virksomhed fra COVID-19

Coronavirus udfordrer særligt mindre danske virksomheders leveringer fra Kina. Røgsug-producent Exodraft fra Odense klarer bl.a. skærene med fremrykket produktion.

- Vi er på tæerne - men vi er ikke bekymrede, siger Operations Manager Lars Søberg hos Exodraft på spørgsmålet om, hvordan coronavirus’en påvirker den fynske røgsug-virksomhed.

En stor del af de trykstøbte aluminiums komponenter, der indgår i Odense-virksomhedens røgsugere kommer ellers fra én producent i Kina. Men Exodraft har gearet butikken.

- Vi har trukket produktionen et halvt år frem. Det betyder, at vi har varer derude, som er næsten klar til at blive shippet. Så hvis ellers skibet sejler, skal det nok hænge samme for os, siger Lars Søberg.

Lige nu lader det lader til, at udskibningen af varer fra Kina er på vej tilbage til et mere normalt niveau. På Maersk hjemmeside er det muligt at følge udviklingen i COVID-19 i forhold til shipping via næsten daglige statusopdateringer på blandt andet havneterminaler, kontorer og depoter. 

De kører med reduceret bemanding lige nu, så selvfølgelig er der et spil i gang - hvem får først. Operations Manager Lars Søberg, Exodraft A/S

Svært med leveringen

Chef for DI China Partnerships, Peter Bøgh Hansen, følger udviklingen Kina tæt fra DI’s kontor i Shanghai.

- Det helt overordnede billede ad produktionen i Kina er, at de fleste fabrikker er startet op igen, men mangler en stor del af medarbejderstyrken på grund af strikse karantænekrav til personer, der rejser fra én by til en anden, siger han.

DI har været i kontakt med en lang række danske virksomheder om den indflydelse, COVID-19 har. Peter Bøgh Hansen forklarer, at den reducerede kapacitet på de kinesiske fabrikker gør det vanskeligt at få mindre leverancer hjem til tiden, da de kinesiske producenter ikke overraskende prioriterer leverancer til større kunder.

- Den udvikling gør ondt på de mange virksomheder i Danmark, der har assembly produktion af kinesisk producerede komponenter, som for eksempel diverse former for plast- og metalforarbejdning, siger han.

Læs også: Coronavirus skaber udfordringer – her kan du få hjælp

Lang lead time på Kina

Exodraft’s kinesiske leverandør bor cirka 1.200 kilometer fra COVID19’s epicenter. Røgsug-producenten har haft den samme i over 20 år - og har ingen planer om at klippe samarbejdet lige nu.

- De kører med reduceret bemanding lige nu, så selvfølgelig er der et spil i gang - hvem får først. Men vi er selvom vi en mindre spiller, er vi en stor aftager hos den her leverandør – og samarbejdet har fungeret upåklageligt i 20 år. Det betyder også noget, forklarer Operations Manager Lars Søberg.

Han glæder sig samtidig over, at Exodraft kører med et lager med såkaldt ’lang lead time’ på komponenter fra Kina.

- Det vil sige, at vi til enhver tid har komponenter nok til at producere tre til fire måneder uden problemer. Det koster selvfølgelig at binde ressourcer i et lager, men det giver også sikkerhed - og det nyder vi godt af nu, siger Lars Søberg.

Presset Kina

Fra kontoret i Shanghai fortæller chef for DI China Partnerships, Peter Bøgh Hansen, at de aktuelle udfordringer er absolut størst for virksomheder med afsætning i Kina.

- Detail- og servicesektorerne er ekstremt hårdt ramt, da stort set alle mennesker holder sig hjemme bag lukkede døre. Forretningerne kører med et salg på fem til ti procent af det normale niveau. Derfor er myndighederne her i Shanghai begyndt at tilbyde subsidier og gunstige lejebetingelser til lokale forretninger, siger han.

Peter Bøgh Hansen forklarer desuden, at planen fra officiel side tilsyneladende er, at erhvervssektoren kontinuerligt skal genopbygge kapaciteten – skridt for skridt. Især i områder med et relativt begrænset antal virustilfælde, som for eksempel Shanghai og Beijing.

- Myndighederne opretholder en ekstrem hård kontrol og justits, men vurderer selvfølgelig hele tiden, hvordan der kan indføres flere lempelser, siger han.

Chef for DI China Partnerships opfordrer virksomheder med udfordringer i forhold til coronavirus til at tage kontakt til DI:

  • Rejsesikkerhed:  Konsulent Katrine Ruby Bødiker karb@di.dk eller 61310424
  • Hvad gør andre virksomheder: Peter Bøgh Hansen pmh@di.dk eller 22260198
  • Force majeure: chefjurist Henrik Schultz hsz@di.dk eller 29494411

Fakta

COVID-19
Ifølge Verdens sundhedsorganisationen WHO:
Cirka 79.000 af klodens godt 7.700.000.000 indbyggere smittede.
Cirka. 2.500 er døde.
Antallet af nye smittede falder fortsat.
WHO  udsender daglige situations rapporter 

Fakta

Exodraft  A/S
Monterer og sælger røgsugere til private og industri
Stiftet 1957
Hovedkvarter og produktion i Odense
Salgs-/datterselskaber i Frankrig, Tyskland, England, Norge og Tyskland
Sælger til flere end 40 lande

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Politisk chef, China

Relateret indhold