02.03.20 DIB Nyheder

Coronavirus får OECD til at skære kraftigt i vækstprognose

Nye tal: Forventningerne til væksten i verdensøkonomien er nu på det laveste niveau siden finanskrisen. Det vil føre til lavere aktivitet i Danmark, vurderer DI’s cheføkonom

OECD nedjusterer forventningerne til væksten i verdensøkonomien i 2020 fra 2,9 procent til 2,4 pct. Til næste år venter OECD en vækst på 3,3 pct.

- Coronavirusset får OECD til at sænke forventningerne til væksten i verdensøkonomien til det laveste niveau siden finanskrisen. Virusset har både tragiske menneskelige omkostninger og betydelige konsekvenser for økonomien, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Væksten i verdensøkonomien var lav i forvejen, men en vækst på bare 2,4 procent understreger situationens alvor. Siden starten af 1980’erne har vi kun oplevet så lav vækst i kølvandet på finanskrisen og it-krisen, siger Allan Sørensen.

- For at inddæmme spredningen af virusset er der indført karantæneområder og midlertidige lukninger af arbejdspladser. Det har ført til lavere produktion, svækkede forsyningskæder, mangel på underleverancer og færre turister. Coronavirusset skaber samtidig stor usikkerhed, som kan føre til færre investeringer og et lavere forbrug, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

OECD har reduceret vækstudsigterne for næsten samtlige G20-lande i 2020. Kun Brasilien og Saudi-Arabien kan opretholde samme forventninger til væksten som i november.

- Kina, Sydkorea og Italien har været hårdt ramt af virusset. Det er også nogle af de lande, hvor OECD skruer mest ned for vækstudsigterne, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterede sidste år for 1.300 milliarder kroner.

- Danske virksomheder er utroligt afhængige af, hvordan det går med verdensøkonomien. Virksomhederne eksporterer for lidt under 150 millioner kroner hver time året rundt. Nedjusteringen af væksten i verdensøkonomien vil derfor føre til lavere aktivitet i Danmark, siger Allan Sørensen.

OECD’s prognose for udvalgte lande

Realvækst i BNP i 2020 (tal i parentes viser vurderingen i november)

  • Verden: 2,4% (2,9%)
  • USA: 1,9% (2,0%)
  • Eurozonen: 0,8% (1,1%)
  • Tyskland: 0,3% (0,4%)
  • Italien: 0,0% (0,4%)
  • Kina: 4,9% (5,7%)
  • Japan: 0,2% (0,6%)
  • Sydkorea: 2,0% (2,3%)

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret