Datatilsyn: 4 råd om GDPR-håndtering i corona-tider
Datatilsynets direktør, Cristina Angela Gulisano, giver her fire gode GDPR-råd til virksomheder i corona-krise.
Corona-krisen tvinger mange virksomheder ud i en livstruende siutation, hvor fokus og overskud til at se på GDPR-reglerne måske glider lidt i baggrunden.
Datatilsynet er klar til at hjælpe dansk erhvervsliv igennem krisen, så vidt det er muligt, når det kommer til spørgsmål om sikkerhed og håndtering af personoplysninger, fortæller direktør Cristina Angela Gulisano.
- Reglerne for GDPR skal stadig overholdes. Men vi er klar til at hjælpe virksomhederne igennem og vil være lydhør overfor de ekstraordinære vilkår, virksomhederne står midt i nu, siger hun.
Cristina Angela Gulisano har fire råd til virksomhederne i en tid, hvor de kæmper med at sikre medarbejdernes sundhed bedst muligt og samtidig redde deres virksomhed:
1: Fasthold gode GDPR-vaner
Husk på at reglerne er til for at beskytte borgernes rettigheder. Alle de gode vaner, rigtig mange virksomheder allerede har på plads, skal man tage med hjem. Er det svært, eller er man i tvivl, så hæv blikket og overvej, hvordan det samlet set virker rimeligt at behandle kundernes oplysninger. Eller med andre ord: står det, man giver køb på, mål med det formål, man vil nå?
2: Brug Datatilsynet
Kontakt som altid Datatilsynet, hvis du er i tvivl. Vi kommer ikke til at blåstemple overtrædelser af reglerne, men vi vejleder gerne om, hvordan man bedst muligt kan leve op til dem.
3: Dokumentér beslutninger
Står virksomheden i en situation, hvor en samlet vurdering viser, at det er nødvendigt at være midlertidigt på kant med reglerne om databeskyttelse, er det en god idé at dokumentere sine overvejelser - så vi fx ved en klagesag også kan inddrage virksomhedens bevæggrunde. For dem vil vi være også lydhøre over for.
4: Oprydning bagefter
Når situationen er stabiliseret igen - og ingen af os ved vist hvornår - venter et oprydningsarbejde for nogle virksomheder. Datatilsynet vil ganske vist udvise forståelse for benhårde prioriteringer her og nu, men vi vil ikke acceptere, at virksomheder bruger det som en kattelem til på længere sigt ikke at passe ordentligt på borgernes oplysninger.
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.