Anne Højer Simonsen tiltrådte i en nyoprettet stilling som vicedirektør og klimapolitisk chef for Dansk Industri i maj. Hun skal styrke arbejdet med at alle brancher bliver involveret i den grønne omstilling.

Foto: Søren Nielsen
23.06.20 DIB Nyheder

DI: Brug coronakrisens handlekraft på klimaet

Dansk erhvervsliv har stemplet hårdt ind i klimakampen med indsatsen i regeringens klimapartnerskaber, siger DI’s klimapolitiske chef Anne Højer Simonsen.

Nedlukning, hjælpepakker, smittekæder, omstilling og genstart. Siden coronakrisen blussede op i marts, har Danmark og alle virksomheder kortet tiden fra tanke til handling ned til et absolut minimum. Det har været nødvendigt og er vigtigt at mestre, når det for alvor gælder.

Den erfaring kan vi bruge i Danmarks klimaindsats, der kan få fart på og samtidig hjælpe med at kickstarte dansk økonomi i corona­krisen, lyder det fra DI’s klimapolitiske chef, Anne Højer Simonsen, der tiltrådte i maj 2020.

– I coronakrisen har Danmark nærmest sat verdensrekord i handlekraft, hvor myndigheder, politikere, virksomheder og lønmodtagere har trukket i samme retning og skabt løsninger under stor usikkerhed. Den samme handlekraft skal vi bruge, når det kommer til klimaindsatsen, siger hun.

Coronakrisen har udviklet sig dag for dag, mens klimakrisen har længere perspektiver.

– Et fællestræk for begge kriser er, at tiden er vigtig, når der skal findes løsninger. Jo længere tid der går med at omsætte klimaambitioner til handling, jo større bliver udfordringen med at nå i mål, siger Anne Højer Simonsen.

Det overordnede sigtepunkt for regeringen og Folketinget er at nå i mål med en 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030 i forhold til 1990. Det er erhvervslivet og DI helt klar til at bidrage til. De hundredevis af anbefalinger fra regeringens 13 klimapartnerskaber viser, hvordan det kan lade sig gøre. Det er virksomhedsledere fra alle landets brancher, der i marts barslede med forslagene.

Regeringen spillede i maj ud med første fase af en klimaplan, der indeholder initiativer inden for vedvarende energi, affald, varme og energieffektiviseringer. Mange af dem plukket fra partnerskabernes rapporter.

– Det er supersejt, at landets virksomheder tager opgaven på sig og leverer en imponerende stribe af løsningsforslag. Det er sandsynligvis første gang i verdenshistorien, at et lands erhvervsliv har stemplet så kraftfuldt ind i en samfundsudfordring og har taget opgaven så tydeligt på sig, siger Anne Højer Simonsen og fortsætter:

– Det er derfor rigtig positivt, at regeringens udspil til første fase af klimaplanen indeholder mange af de forslag. Og at virksomhederne allerede er klar til at eksekvere med konkrete projekter, som vi ser flere eksempler på. Det beviser, at vi kan rykke hurtigt, når klima­ambitioner skal omsættes til virkelighed.

Læs også: Direktør: Drømmeudspil for klimapartnerskab

Jo hurtigere vi rykker i Danmark, jo bedre er grundlaget for, at Danmark forbliver et grønt foregangsland. Anne Højer Simonsen, Vicedirektør

Transportbranche viser vej

Eksempelvis har Ørsted, SAS, Københavns Lufthavne, A.P. Møller – Mærsk, DSV og DFDS lagt et projekt på bordet, der kan sætte Danmark på verdenskortet med en løsning for transportbranchens største klimaudfordring, nemlig bæredygtigt brændstof.

Det internationale perspektiv er afgørende for klimaforslagenes reelle succes, påpeger Anne Højer Simonsen:

– Og jo hurtigere vi rykker i Danmark, jo bedre er grundlaget for, at Danmark forbliver et grønt foregangsland. Og det øger potentialet for, at danske virksomheder får succes med at sælge kendte og nye løsninger internationalt. Det skal skabe arbejdspladser, og sikre at grøn omstilling bliver en vækstdagsorden – ikke en afvikling af danske job og velstand.

Læs også: Dansk firma fjerner smog i Delhi

 

Flere klimaudspil i vente

Anne Højer Simonsen ser frem til de næste udspil om klimaplaner fra regeringen, så handlingsplaner kommer på plads for alle brancher.
– Det er afgørende, at der også tænkes på tværs, for der er mange synergier at høste. Regeringen skal binde de mange sektor- og brancheindsatser sammen, så vi møder udfordringer og muligheder klogt. Det er DI og virksomhederne helt klar på at bidrage til, siger hun.

Vicedirektøren har samtidig blikket rettet frem mod klimatopmødet COP21 i Glasgow, hvor verdens lande skal forhandle de næste faser i den globale klimakamp. På det tidspunkt er det afgørende, at enkeltlande og sammenslutninger som EU er godt i vej med klimamål og konkret implementering af klimaindsatsen.

– Det vil blive definerende for, hvilke konkrete mål man internationalt kan blive enige om. Og det vil få stor betydning for Danmarks omkostninger ved at forfølge vores klimamål og for vores virksomheders vækst, job og eksportmuligheder for grønne løsninger, siger Anne Højer Simonsen. 

Læs også: Grøn skattereform skal både hjælpe klimaet og bevare danske arbejdspladser

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold