Michael Mathiesen  mener, at hans store engagement i Dansk Byggeri  gør, at han hele tiden skal følge med i de nyeste trends inden for byggeriet - og det er med til at holde ham skarp.

Foto: Michael Mathiesen
11.09.20 DIB Nyheder

Byggeriformand: ”Mine problemer har de andre også”

Hvis man engagerer sig lidt, kommer det gode netværk helt af sig selv, mener Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri i Region Sydjylland og nyt medlem i DI’s regionalbestyrelse.

- Når jeg er til møde med borgmestrene her i Region Sydjylland, så går jeg jo ikke rundt og lobbyer for mine egne virksomheder. Jeg tror mere på, at man skal pleje byggeriets interesser på en indirekte måde. Byggeriet er et spejl af samfundsøkonomien, og hvis borgerne og erhvervslivet har det godt, så har byggeriet det også godt. Så kodeordet for mig er, at vi skal arbejde for at gøre de danske byer så erhvervsvenlige som muligt.

Michael Mathiesen taler med engageret stemme, og man kan hurtigt fornemme, at han er en mand med mange jern i ilden. Michael Mathiesen er ejer af tømrervirksomheden STA i Esbjerg samt murer- og entreprenørfirma Max Mathiesen og Søn A/S i Varde, der har været på familiens hænder i mange generationer.

- Det var min far, der var ’Søn’, så firmaet har en lang historie - og vi udfører alle former for byggeri, for en bred kundekreds af offentlige og private bygherrer. Blandt vores rigtig spændende opgaver er, at vi er med til at vedligeholde forsvarets bygninger, blandt andet flyvestationerne i Krarup og Skrydstrup. Så alle mine ansatte er sikkerhedsgodkendte, for de kommer jo helt ind i forsvarets bygninger, fortæller Michael Mathiesen. 
-Og i firmaet har vi også en niche omkring renovering af kirker – det har vi gjort gennem fire generationer, og det er jeg egentlig ret stolt af. For når du renoverer en kirke, så laver du noget murerarbejde, der skal kunne holde i 5-600 år, og det er sjovt at bygge noget, der skal holde så længe. I eftermiddag skal jeg ud til et kirketårn, som vi er i gang med at sætte i stand her i området. Det glæder jeg mig til, siger Michael Mathiesen.

Læs også: Københavnske ingeniører gider ikke Esbjerg

Holder sig skarp med branchearbejde

Den engagerede murer og entreprenør er også ejer af tømrervirksomheden STA i Esbjerg, som han købte i 2008. Og ud over at stå i spidsen for de to virksomheder, har Michael Mathiesen dedikeret en stor del af sin tid til arbejdet som formand for Dansk Byggeri, Region Sydjylland.

- Jeg bruger nok en uge om måneden på branchearbejdet. Jeg har været regionsformand siden 2009, og vi dækker omkring 13 kommuner – helt nede fra grænsen og op til trekants-området. Hvert år er vi ude og holde møder med samtlige borgmestre her i regionen, og oven i det er der alle bestyrelsesmøderne. Det ene tager det andet, og man skal jo også stå til rådighed og være klar til at tale om byggeriet i alle mulige sammenhænge, lyder det begejstret fra Michael Mathiesen.

Hvad giver det dig på det personlige plan at være så aktiv i Dansk Byggeri?

- Jeg synes, at jeg bliver holdt skarp - så skarp, som jeg nu kan blive. For når du repræsenterer branchen udadtil, er du nødt til hele tiden at følge med i de nyeste trends inden for byggeriet, siger Michael Mathiesen.

Læs også: Tømrermester: Min type virksomhed er ved at uddø

Jeg er blevet inviteret med  i DI’s regionalbestyrelse, og det glæder jeg mig meget til. Der er altid nogen, du svinger godt med – og hvis man engagerer sig lidt, så kommer det gode netværk helt af sig selv. Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri i Region Sydjylland og nyt medlem i DI’s regionalbestyrelse.

Læs også: Prisregn over maskinsnedkerlærling i Nykøbing Mors

Branchen skal følge med

- Lige nu ser vi for eksempel en tydelig tendens, der handler om, at boliger skal skabe trivsel. Det er jo let nok at ’smække nogle boliger op’, men folk er begyndt at stille flere krav til deres boliger. Hvilken bolig har man brug for i forskellige livsfaser – og hvordan kan man bedst trives i sin bolig? Sådan noget er virkelig begyndt at optage folk, og her er det vigtigt, at vi som branche følger med, siger Michael Mathiesen.

- Og oven i det kan vi også mærke, at miljøet er blevet en vigtig faktor i byggeriet. Vi vil gerne indrette os med lys og luft omkring os – og samtidig bygge på en måde, der belaster miljøet mindst muligt. Og det tror jeg, at vi vil se byggebranchen fokusere mere og mere på i de kommende år, uanset om det handler om private boliger eller om de store offentlige byggeprojekter.

Nu er Dansk Byggeri og Dansk Industri jo blevet lagt sammen. Hvad tænker du om det?

- Jeg kommer med en stor optimisme, for jeg tror, at sammenlægningen kan blive en fordel for os i Dansk Byggeri. Det afgørende for os er, at vi skal hjælpe kommunerne med at blive så erhvervsvenlige som muligt, så kommunerne ikke går og spænder ben for sig selv. For mig at se er det alfa og omega, at der ikke bliver lagt hindringer i vejen for erhvervslivet, siger Michael Mathiesen og fortsætter:

- Som regionsformand kommer jeg rundt til mange kommuner, så jeg kan også tage ideer med fra den ene kommune til den anden. Det kunne for eksempel handle om en effektivisering af byggesagsbehandlingen. Her har mange kommuner over-implementeret lovgivningen, så sagsbehandlingen er blevet alt for stejl, så det vil have en stor effekt at løsne lidt op her. Og i det hele taget gøre det attraktivt for erhvervslivet at slå sig ned i de enkelte byer. For det er erhvervslivet, der får byggebranchen til at blomstre, og jeg tror, at det budskab vil få endnu større vægt, når vi kommer som en del af Dansk Industri.

Hvordan vil du selv engagere dig? 

- Jeg er blevet inviteret med ind i DI’s regionalbestyrelse, og det glæder jeg mig meget til. Der er altid nogen, du svinger godt med – og hvis man engagerer sig lidt, så kommer det gode netværk helt af sig selv. Mit netværk er jo ikke så meget tømreren henne på hjørnet eller murermesteren to gader længere henne, det er et mere bredt netværk, der omfatter byggebranchen i hele regionen og også det politiske niveau. Og det har stor betydning – for man opdager hurtigt, at de problemer, man selv går og roder med - dem har alle de andre i branchen også, i en eller anden grad. Og det er jo altid en trøst, for det betyder, at man kan få vendt tingene med andre og måske også finde løsningerne sammen, pointerer Michael Mathiesen.

Læs også: Skjult erhvervssucces: Idérige ingeniører vil være energiens altmuligmænd

Om Michael Mathiesen

Michael Mathiesen er formand for Dansk Byggeri, Region Syddanmark. Han er uddannet murer og har også en teknisk og merkantil uddannelse. Han ejer firmaet Max Mathiesen & Søn A/S, der er et velkonsolideret murer- og entreprenørfirma, der blev grundlagt i 1925 og udfører alle former for byggeri, for både private kunder, boligforeninger og offentlige bygherrer. Michael Mathiesen ejer desuden virksomheden STA i Esbjerg. Firmaet laver traditionelt tømrerarbejde, og har også fortrinsvis kunder i det offentlige og hos boligselskaber. Læs mere på mmsvarde.dk og på staas.dk

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Camilla Wass

Peter Stenholm

Peter Stenholm

Vicedirektør

  • Direkte +45 7216 0102
  • Mobil +45 4117 4736
  • E-mail pss@di.dk

Relateret indhold