Eksporttab på corona runder 110 mia - DI udvider hjælp
Erhvervslivet tabte 110 mia. kr. i eksport i 2020. I 2021 er der chance for at vende nedturen på især de største markeder, USA, Tyskland og Kina. DI styrker hjælpen til eksportvirksomheder.
Danske eksportvirksomheder har taget nogle drøje hug under coronakrisen – og de sidste slag er ikke uddelt endnu.
2020 har været et utrolig vanskeligt år for dansk eksport, som endte med at falde med 110 milliarder kroner. Først i 2022 er eksporten tilbage på samme niveau som før corona, vurderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Eksporten vil desværre falde her i vintermånederne. Mange lande har indført skrappe nedlukninger mens rejserestriktioner er blevet kraftigt skærpet, og det vil spænde ben for nye ordrer til danske eksportvirksomheder, uddyber han.
At krisen stadig koster dyrt, understreges i en rundspørge blandt DI-medlemmer, hvor 60 procent påpeger, at de skærpede rejserestriktioner medvirker til at skære 85 mia. kr. af virksomhedernes samlede salg i første kvartal af 2021.
Men i takt med at vaccinen bremser coronasmitten, det atter bliver muligt at rejse, og væksten genfinder fodfæstet på vores eksportmarkeder, står danske virksomheder med kort på hånden, hvor der kan tages flere stik hjem end før coronakrisen.
– Da kloden nærmest blev lukket ned i foråret 2020, var der en stribe usikkerheder omkring brexit, USA’s forhold til EU, Donald Trump og et anspændt forhold til Kina. Coronakrisen er ikke slut endnu, men vi kan begynde at gøre klar til at drage fordele af de ekstraordinært store muligheder, som byder sig til, når det atter bliver muligt at rejse mere ud og gøre forretning, siger DI’s internationale direktør Thomas Bustrup.
Det er mange virksomheder ved at få øjnene op for. I DI Business magasinet møder du eksempelvis COWI, Danfoss, E.ON Danmark og HS Hansen, der venter vækst i USA, Kina og EU.
Thomas Bustrup påpeger, at de store eksportmarkeder skruer op for investeringer i grøn omstilling og digitalisering, som netop er kernekompetencer hos mange danske virksomheder – uanset størrelse.
– Samtidig kræver det agilitet, fleksibilitet og tilpasning for at være med. Og det er krav, hvor danske virksomheder også er helt fremme. Vi har historisk evnet at gribe mulighederne. Og det kan vi allerede nu forberede os på at gøre igen, når krisen klinger af, siger Thomas Bustrup.
Læs også: 4.600 milliarder kroner lover godt for dansk vandeksport til USA
DI opruster eksporthjælpen
Direktør i DI, Thomas Bustrup anbefaler, at virksomhederne bruger DI endnu mere til at åbne døre og skabe kontakter.
– Det er centralt for os at sikre, at mindre og mellemstore virksomheder også får gang i eksporten og andel i væksten. Men det kan være vanskeligt at tage de første skridt. Derfor skruer vi op for aktiviteterne i DI, så flere kan komme med på eksportbølgen, siger Thomas Bustrup.
DI’s afdeling for markedsudvikling udvider blandt andet tilbud om digitale erhvervsfremstød, så længe restriktioner bremser fysiske rejser, mens DI’s globale netværk af kontorer i USA, Kina, Bruxelles, Tyskland, Indien, Rusland, Brasilien og nu også Kenya er klar med forskellige tilbud til eksporthjælp.
DI samarbejder desuden tæt med Udenrigsministeriet og har derfor en DI-medarbejder fast stationeret i ministeriet.
Læs også: Lars Sandahl - Grib chancen i skyggen af corona
Artikel fortsætter under "Brug DI box"
BRUG DI
- Har din virksomhed internationale ambitioner, så kan DI åbne døre for jer globalt og hjælpe jer med at få fodfæste på nye markeder.
- Det sker fra DI’s hovedkontoret i København samt fra vores landekontorer i Bruxelles, Moskva i Rusland, München i Tyskland, Mumbai i Indien, Shanghai og Beijing i Kina, New York og Washington D.C. i USA samt Sao Paolo i Brasilien.
- Læs mere og find kontaktinformationer om DI’s internationale aktiviteter her.
- Kontakt fagleder i DI International Business Development Jeppe Falck på 3377 3944, jefa@di.dk, hvis du vil vide mere.
Overvinder Trumps skadevirkninger
Direktør for tænketanken Europa Lykke Friis forventer, at der i år bliver pustet nyt liv i det globale samarbejde efter fire år, hvor Donald Trump som præsident har skadet mange internationale relationer.
– En optimal international handel samt indsatsen for grøn omstilling og udbredelse af coronavacciner kræver globale løsninger – og de har været underdrejet under Trump. Det kan vi nu få gang i til gavn for dansk erhvervsliv, siger hun.
I helikopterperspektiv betyder det blandt andet et bedre samarbejde for organisationer som WTO og WHO samt industrilandendes G20 og G7. Det vil dryppe ned på eksportvilkår for alle virksomheder.
– I Europa bliver den helt store test at få EU’s Genopretningsfond på 750 mia. euro ud at arbejde. Det kan skabe et gevaldigt løft i digitalisering og på klimaområdet, hvis det sker på vilkår, hvor alle virksomheder får lige adgang til at byde ind med løsninger, og hvis pengene ikke sidder fast i flaskehalse i hovedstæder eller i Bruxelles, forudser Lykke Friis.
Tysk valg i september
Lykke Friis peger på en sidste politisk faktor, der er værd at holde øje med i 2021, nemlig valgene på vores største nærmarked Tyskland. 26. september skal der dels vælges et nyt parlament og en ny forbundskansler, dels er der seks delstatsvalg, blandt andet i det købestærk Baden Württemberg og Rheinland-Pfalz.
– De tyske valg vil alt andet lige betyde, at der bliver skruet massivt op for investeringer i den grønne omstilling. Det er mærkesager for både partier og flere af delstaterne. For glem ikke, at en højdespringer i tysk politik er miljøpartiet De Grønne. Så der bliver meget at holde øje med for danske virksomheder lige syd for grænsen, siger hun.
DI’s kontor i München har blandt andet blik for den udvikling og står klar til at hjælpe.
Fakta
BNP-vækst i 2021 på udvalgte markeder
(2020 i parantes)
- Kina (+ 2,3) + 8,1
- Storbritannien (- 10,3) + 6,3
- Frankrig (- 9,1) +6,2
- Italien (- 8,8) + 4,8
- USA (- 3,5) + 4,2
- Tyskland (- 5,5) + 4,0
- Polen (- 3,0) + 3,8
- Sverige (- 3,0) + 3,0
- Holland (- 4,2) + 2,7
- Norge (- 1,6) + 2,3
Kilde: DI og Oxford Economics
DI Business januar 2021
Tema om eksport til USA, Kina og EU i coronaens skygge samt artikler om blandt andet nyt iværksættermiljø, frysefirma i vaccinevækst og hobbymaler der boomer under krisen.
Se hele magasinetHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.