Det er helt afgørende for dansk erhvervsliv, at vi forbereder grundlaget for en effektiv, sikker og hurtig genåbning af rejser m.v. , mener adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Foto: Getty
08.01.21 DIB Nyheder

Erhvervsrejser bliver stærkt begrænsede med nye restriktioner

Regeringen har præsenteret et nyt sæt skrappe rejserestriktioner, der også inkluderer erhvervsrejser. DI bakker op om beslutningen men pointerer, at det vil ramme hårdt og bør følges op med en plan for effektiv, sikker og hurtig genåbning af rejser.

Hele verden går i rød med nye skrappe rejserestriktioner. Rejsemulighederne for erhvervsrejsende bliver også stærkt begrænsede, lyder det fra regeringen.  

- Det er en markant opstramning, og det kommer til at gøre ondt på mange brancher. Mange eksportvirksomheder er i forvejen hårdt trængte på ordrebøgerne efter 10 måneder med sparsom kontakt til deres kunder. Det er en faretruende situation - ikke bare for virksomhederne, men for hele Danmark, fordi vi som land er så afhængige af eksporten, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Han vurderer, at regeringen og myndighederne gør det rigtige med en hård, men kortere nedlukning. Alternativet ville være at risikere en begrænsning af rejseaktiviteterne i meget længere tid, hvilket ville være endnu mere skadeligt.

- Men så er det helt afgørende for dansk erhvervsliv, at vi samtidig forbereder grundlaget for en effektiv, sikker og hurtig genåbning af rejser. Vi har fra DI’s side allerede i starten af december efterlyst, at eksportmedarbejdere prioriteres med vacciner. Nedlukningen her understreger, hvor centralt det er at prioritere dem, så vi ikke taber eksportkroner og dermed velfærd på gulvet, siger DI-direktøren.

Sæt gang i coronapas

Samtidig er det afgørende, at regeringen og myndighederne hurtigt får det varslede coronapas rullet ud, mener DI.

- Det digitale coronapas er en helt central del af nøglen for at kunne åbne igen både inden for vores egne grænser og ud til verden. Nu er det hamrende vigtigt, at vi får coronapasset på plads – meget gerne i en digital udgave, der kan rulles ud så hurtigt som overhovedet muligt. Vi skal være klar til at rejse ud til kunderne, så snart de røde lys bliver gule og grønne igen, siger Lars Sandahl Sørensen.

Se video (facebook) med Michael Svane om det kommende coronapas

Relateret indhold