Mona Juul, erhvervsordfører hos Det Konservative Folkeparti skriver om virksomheders rettigheder under en epidemi.

13.12.23 DIB Nyheder

Virksomhederne har krav på erstatning, hvis Danmark igen lukkes ned

Danske virksomheder har siden corona været i et retssikkerhedsmæssigt vakuum, og der er intet, der tyder på, at det bliver bedre, skriver Mona Juul, erhvervsordfører hos Det Konservative Folkeparti i et debatindlæg.

Hej!

Må jeg have lov at komme med en servicemeddelelse? Jeg tror, at du vil synes, at den er vigtig, og mit gæt er, at du bliver overrasket. Måske endda lidt vred. Jeg kan godt afsløre, at jeg selv er meget vred.

Fordelen er, at det er en stærk drivkraft, og derfor giver jeg ikke op. Men jeg har brug for hjælp. Først og fremmest, at du overhovedet kender til sagen.

Det kommer her: 

Danske virksomheder har siden corona været i et retssikkerhedsmæssigt vakuum, og der er intet, der tyder på, at det bliver bedre.

Jeg kan godt forstå, hvis det kommer som en overraskelse, for regeringen har ikke været højlydt omkring det faktum, at den ikke vil genetablere virksomhedernes retssikkerhed under nedlukninger.

Forhandlinger afblæst

Forud for corona-pandemien havde virksomheder og selvstændige krav på erstatning fra det offentlige, hvis de blev påført et tab som følge af forebyggende foranstaltninger ved en epidemi. Men da pandemien nødvendiggjorde en række restriktioner i Danmark og en ændring af epidemiloven, blev retskravet fjernet.

Det skete med en klar aftale om, at der skulle forhandles retfærdige vilkår for erhvervslivet, når Danmark igen var ude på den anden side.

Det er bare ikke sket.

Kort før sommerferien modtog jeg sammen med de øvrige erhvervsordførere et brev fra erhvervsministeren, der meddelte, at forhandlingerne nu helt var afblæst.

Lige siden har jeg forgæves jagtet en aftale for virksomhederne. Jeg har stillet spørgsmål, kaldt i samråd og stillet et beslutningsforslag, der pålagde regeringen at indkalde til forhandlinger. Det lykkedes at samle hele oppositionen om at understrege behovet for forhandlinger, men regeringen stod fast.

Ringere stillet end før corona

Derfor står virksomhederne i dag på usikker grund. Mange af dem kæmper fortsat med efterdønningerne af coronalån og fald i omsætningen. Bliver de igen tvunget til at lukke ned – helt eller delvist eller værre endnu blot bliver pålagt anbefalinger - har de intet krav på kompensation. Staten kan gøre hvad den vil (og nogen gange skal), uden økonomiske konsekvenser og derfor uden behov for at tage højde herfor.

De vilkår kan vi ikke byde de virksomheder, der hver dag arbejder for Danmark. Dem, der giver liv til vores byer, skaber arbejdspladser og leverer til fælleskassens ønsker om ældrepleje, uddannelse, sundhed og meget mere. Det er simpelthen ikke en retsstat værdigt.

Virksomhederne og de selvstændige har krav på klare og gennemskuelige rammer for erstatning, hvis de igen tvangsnedlukkes. Frisøren, fabrikken og foredragsholderen. Store som små skal de kunne føle sig sikre ved, at der er et sikkerhedsnet, der griber dem, hvis samfundet lukker ned.

Lige nu er virksomhederne ringere stillet, end de var før corona. Det er desværre den situation, vi står i. Derfor vil jeg fortsat kæmpe for, at vi skal genoptage forhandlingerne, så vi kan tilbyde de danske virksomheder ordentlige forhold at arbejde under. Det skylder vi dem ganske enkelt.

Er du enig?

DI Debat

Velkommen til DI Debat

Med DI Debat ønsker vi at give vores  plads til synspunkter om temaer med betydning for virksomheder.

Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans.

Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen ufha@di.dk. Og ringe for yderligere info på: 33773888

Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Malene Dall Sørensen

Malene Dall Sørensen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3503
  • Mobil +45 2869 4085
  • E-mail mads@di.dk

Relateret indhold