Regeringen er klar med en likviditetspakke til virksomheder, der blandt andet betyder, at betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag udskydes med 4,5 måneder.

29.01.21 DIB Nyheder

Parkland Maskinpark: Udskudt A-skat er kærkomment initiativ fra regeringen

Regeringens nye likviditetspakke tages godt imod hos eksportvirksomheden Parkland Maskinpark, der siden begyndelsen af 1950'erne har produceret landbrugsmaskiner af højeste kvalitet, der i dag sælges til hele verden.

Hos Parkland Maskinpark i Herlufmagle er man glade for regeringens nye likviditetspakke på 170 milliarder kroner, der blandt andet udskyder betalingsfristen for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med 4,5 måneder.

- Det er et kærkomment initiativ. Det kan godt få en positiv betydning for vores likviditetssituation, siger administrerende direktør i Parkland Maskinpark Søren Svenningsen.

Han fortæller, at op imod 70 procent af Parkland Maskinfabriks landbrugsmaskiner bliver solgt til udlandet, hvorfor det er meget begrænset, hvor meget moms virksomheden afregner. Muligheden for at låne rentefrit til betaling af den moms, der skal finde sted den 1. marts, som også er en del af regeringens likviditetspakke, har derfor ikke den store betydning.

- Men jeg synes da, at det er positivt for andre virksomheder, der måtte have udfordringer på grund af corona. Det gælder om, at vi får så mange virksomheder som muligt helskindet gennem de kommende måneder, siger Søren Svenningsen.

Penge skal falde en dag

Hos Parkland Maskinpark er man dog også bevidst om, at udskydelsen af A-skat ikke er lig med, at pengene ikke skal falde en dag.

- Der skal betales, det er bare ikke lige nu. Og det skal vi nok klare. Men jeg synes, at det er godt, at betalingen ikke skydes alt for langt ud i fremtiden. Det kunne blive en lidt for stor udfordring, som du blot skubbede foran dig.

DI: Likviditetspakke er et vigtigt træk

Regeringens likviditetspakke blev præsenteret i dag i Industriens Hus af skatteminister Morten Bødskov (S), Dansk Metals formand Claus Jensen og DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. 

Samlet forventes initiativerne fra regeringen at give en pengeindsprøjtning til virksomhederne på 170 milliarder kroner. Det er penge, der ifølge DI's topchef, for nogle virksomheder kan være helt afgørende. 

 - Når vi spørger vores medlemmer, er hver 10. af dem i høj grad udfordret på likviditeten. Mange af dem frygter regulært for konkurs og kæmper en benhård kamp for at overleve krisen. Med de forlængede restriktioner der blev meldt ud i går, er behovet for løsninger steget markant, siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:  

- Derfor er regeringens forslag et meget vigtigt træk for at sikre, at kasserne ikke bliver tømt hos virksomhederne, mens de venter på den genåbning, som forhåbentlig snart kommer. Og som vi naturligvis er klar til at bidrage konstruktivt til. 

Læs også: Moms- og skattelån for 170 mia. kr er på vej

 

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Peter G. H. Madsen

Peter G. H. Madsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3832
  • Mobil +45 2974 3995
  • E-mail pema@di.dk

Relateret indhold