28.10.21 DIB Nyheder

DI: 2020 var annus horribilis i hovedstaden

Særligt København By har været hårdt ramt af coronakrisen. Her skal manglen på turister ses som en af de primære årssagsforklaringer, lyder vurderingen fra Dansk Industri.

Danmarks Statistik har offentliggjort regionale tal for BNP for 2020. Samlet set var nedgangen i økonomien på 2,1 pct. fra 2019 til 2020. Det dækker dog over forholdsvis store forskelle på landsdelsniveau. I landsdelen København By var faldet på 4,4 pct., mens det i Københavns omegn blot var på 0,5 pct. Der er således tilbagegang i alle landsdele.

- Coronakrisen gav tilbagegang i alle dele af landet, men det er gået særligt hårdt ud over landsdelen København by samt Bornholm og Fyn. En af forklaringerne for København er, at man i højere grad end i andre dele af landet, normalt nyder godt af de udenlandske turister og af lufthavnen. Det lukkede corona stort set ned for i 2020, siger Morten Granzau Nielsen, chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.

Nedgangen på 4,4 pct. for landsdelen København By er den største i statistikkens historie, som går tilbage til 1993. Tidligere var den største tilbagegang på blot 2,5 pct. under finanskrisen i 2009.

- Nedgangen i København har været usædvanligt stor. Ikke engang under finanskrisen var tilbagegangen større. Det vidner om, at der var brancher, som fra den ene dag til den anden mistede deres levebrød. Og det vil tage tid, før vi er tilbage på samme niveau – særligt for dem, som er afhængige af udenlandske turister. Til gengæld er de fleste andre dele af økonomien kommet buldrende tilbage i 2021, siger Morten Granzau Nielsen og fortsætter:

- Vi ved, at hver tredje virksomhed inden for turist- og oplevelsesøkonomien var finansielt presset i 2020, og med udviklingen i turismen i år in mente, så kommer denne del af den københavnske økonomi langsommere ud af krisen end resten af landet, siger Morten Granzau Nielsen.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold