02.03.21 DIB Nyheder

Højeste provenu fra selskabsskat nogensinde

Nye tal: Selskabsskatten indbragte i 2019 72,7 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag. Det er det højeste selskabsskatteprovenu nogensinde.

Selskabsskatten udgjorde 3,1 pct. af BNP i 2019 og 6,6 pct. af de samlede danske skatter og afgifter.

- Målt i kroner og øre har selskabsskatten aldrig kastet så mange kroner af sig i statskassen som de næsten 73 mia. kr. i 2019. Også som andel af BNP ligger selskabsskatten med 3,1 pct. historisk højt, her dog overgået af årene op til finanskrisen 2005-2007. Under alle omstændigheder må rygterne om selskabsskattens død som provenuskaber til fællesskabet siges at være stærkt overdrevne, konstaterer Bo Sandberg, skatteøkonom i DI.

Til trods for at skattesatsen fra 2013 til 2016 blev sænket fra 25 pct. til 22 pct., så har den generelle tendens siden finanskrisen været, at der år for år kommer flere kroner i kassen fra selskabsskat.

- Når selskabsskatteprovenuet er steget som andel af BNP trods lavere skattesats, så skyldes det især det økonomiske opsving, der varede indtil coronapandemien ramte os som en forhammer for snart et år siden i foråret 2020. Selskabsskatten er nemlig en af de mest konjunkturfølsomme skatter overhovedet. Samtidig er skattegrundlaget også gjort bredere, siger Bo Sandberg.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik tager dog ikke højde for coronapandemien, som har sænket Danmarks BNP med 3,3 pct. og som også får selskabsskatteprovenuet til at skrumpe.

- I 2020 giver coronakrisen et midlertidigt dyk i selskabsskatteprovenu, fordi mange virksomheder er hårdt ramt på overskuddet. Det fortæller den evigtgyldige historie om, at bedste måde at få selskabsskattekroner i kassen, er at sørge for gang i hjulene i samfundsøkonomien og gode rammebetingelser for erhvervslivet, siger DI´s skatteøkonom.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik indeholder også en oversigt over branchernes selskabsskat.

- Industrien er højdespringer og bidrog i 2019 med 21,1 mia. kr. i selskabsskat. Det er en stigning på hele 18 procent fra året før. Efter industrien er der et pænt spring ned til finans og forsikring på andenpladsen med 14,1 mia. kr. i selskabsskattebetaling i 2019, siger Bo Sandberg.

Bo Sandberg

Bo Sandberg

Skatteøkonom

  • Direkte +45 7216 0142
  • Mobil +45 2850 3819
  • E-mail bsa@di.dk

Relateret indhold