Regeringen vil i sin første reformpakke hæve skat på aktieindkomst til 45 procent, for gevinster over 56.500 kr. I dag er skatten på 42 procent, mens indtægter op til 56.500 kr. beskattes med 27 procent.

Foto: Getty Images
17.09.21 DIB Nyheder

Højere aktieskat i massiv politisk modvind

En højere aktieskat vil koste arbejdspladser, investeringer og drive virksomheder ud af Danmark. Sådan lyder det fra en stor gruppe partier, der stemmer imod regeringens forslag. DI ser stor skade på SMV'ers investeringer.

Det er den helt forkerte vej for Danmark, at regeringen gør det sværere at starte og drive virksomhed. Sådan lyder det fra Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til regeringens forslag om at hæve skatten på de højeste aktieindkomster fra 42 procent til 45 procent. Forhøjelsen er et led i finansieringen af regeringens første reformudspil "Danmark kan mere 1"

V-ordføreren er langt fra alene med sin modstand imod en højere aktieskat. Faktisk er regeringen afhængige af støtte fra Folketingets løsgængere, hvis der skal sikres et flertal.  

DF: Det koster arbejdspladser

Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen ser det som ”fair nok”, at regeringen i princippet vil beskatte et område ekstra, som især kun påvirker den rigeste del af befolkningen. Men partiet er imod at hæve aktieskatten, fordi det koster job.

- Vi fik en forhøjelse af aktieskatten ud af regeringens udspil i forbindelse med finansieringen af Arne-pensionen. Og vi vil kæmpe for at få den ud denne gang også, siger han og fortsætter:

- Man skal huske, at aktieinvesteringer skaber arbejdspladser. Hæves den i forvejen høje aktieskat, frygter vi, at virksomhederne ved en lavkonjunktur får svært ved at skaffe kapital til den grønne omstilling, og det vil gå ud over 3F’eren og andre, som risikerer at miste deres job.

K: Aktieskatten skal ned – ikke op

De konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, påpeger, at beskatningen af aktier i Danmark er en af de højeste i verden. En ny forhøjelse skaber flere problemer.

- Nogle vil starte virksomheder op i andre lande end Danmark, mens andre vil afholde sig fra at investere i gode danske virksomheder. Danmark er i forvejen et af de dårligste lande at starte aktieselskaber i, og nu vil regeringen gøre det endnu værre. Det kommer vi til at kæmpe imod. Vi vil have aktieskatten ned, siger han.

Læs også: Lars Sandahl: Reformernes tid er nu

Danmark er i forvejen et af de dårligste lande at starte aktieselskaber i, og nu vil regeringen gøre det endnu værre. Rasmus Jarlov, finansordfører, Konservative

Radikale: Driver virksomheder ud af landet

De radikales finansordfører Andreas Steenberg henviser til, at Socialdemokraterne flere gange har forsøgt at hæve aktieskatten uden held.

-  Vi er også denne gang imod, fordi det vil gå ud over interessen for at investere i aktier, og det har vi ikke brug for. Hvis vi skal holde de næste virksomheder i Danmark, som formår at nå 1000 ansatte, så nytter det ikke noget, at vi beskatter adgangen til kapital ekstra hårdt. Det driver virksomhederne ud af landet, og de kan i stedet vælge børsnoteringer i andre lande frem for Danmark, siger han.

De to andre borgerlige partier, Ny Borgerlige og Liberal Alliance, er også imod en højere aktieskat.

Læs også: Kollerup: Vi skal sikre flere medarbejdere til landets virksomheder

DI: Skader SMV’ers adgang til kapital

DI advarer også imod at forhøje aktieskatten. Det vil gå hårdt ud over især mindre og mellemstore virksomheders muligheder for at rejse kapital, vurderer DI’s chef for SMV og iværksætteri, Kim Haggren.

- En højere aktieskat vil være ren gift for mindre danske virksomheder, fordi de mere end nogensinde mangler risikovillig kapital til at investere i grøn omstilling, robotter og nye maskiner. En forhøjelse vil i givet fald svække vækst og jobskabelse, siger han.

Kim Haggren henviser en ny DI-analyse, der beskriver SMV’ernes kæmpe efterslæb i investeringer, hvilket ikke mindst skyldes, at hver fjerde SMV har lidt tab under det første år af coronakrisen.

Investeringsniveauet er således på det laveste niveau i dette årtusind for virksomheder med op til 50 ansatte.

Læs hele DI-analysen her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold