- De greb, som vi har bruger nu er meget voldsomme. For børn og unge, kulturlivet, virksomheder og samfundet helt generelt. Det har en enorm negativ samfundspåvirkning med nedlukninger og omfattende restriktioner. Derfor skal vi til at finde en ny balance i vores håndtering af corona, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. dir i Dansk Industri.

04.01.22 DIB Nyheder

DI’s topchef vil have ny strategi i kampen mod corona: "Brug ikke de største kanoner hver gang"

Der skal være en større grad af fokus på de sociale, menneskelige og økonomiske konsekvenser af de omfattende nedlukninger og restriktioner, mener DI’s topchef Lars Sandahl Sørensen. Han efterlyser en ny strategi for håndteringen af corona, hvor udbrud og nye varianter ikke per automatik fører til voldsomme restriktioner og nedlukninger.

Først en vigtig konstatering. Danmark har håndteret coronapandemien rigtigt godt internationalt set. Både i forhold til antallet af syge og døde og rent samfundsøkonomisk. Nu er tiden imidlertid kommet til en ny kurs i coronahåndteringen. Det mener Lars Sandahl Sørensen, adm. dir. i Dansk Industri (DI).

- Vi skal passe på med at kæmpe vor tids krige med gårsdagens våben. Det nytter ikke, at vi bruger de største kanoner hver gang, siger han og tilføjer:

- De greb, som vi bruger nu, er meget voldsomme. For børn og unge, kulturlivet, virksomheder og samfundet helt generelt. Det har en enorm negativ samfundspåvirkning med nedlukninger og omfattende restriktioner. Derfor skal vi til at finde en ny balance i vores håndtering af corona.

Lars Sandahl Sørensen tilføjer, at han naturligvis ikke helt vil afvise, at der i teorien kan opstå et behov for mere markante tiltag i fremtiden, men det er ikke der vi er nu, og beslutningen bør kun tages efter, at de store samfundsmæssige konsekvenser er blevet overvejet grundigt.   

- Der skal hele tiden være en høj grad af proportionalitet, så udbrud og nye varianter ikke nødvendigvis resultere i omfattende restriktioner og nedlukninger.

Ny viden = ny strategi

Udmeldingerne fra Lars Sandahl Sørensen kommer i kølvandet på, at SSI for nyligt meldte ud, at de nu forventer færre indlæggelser som følge af omikronvarianten end tidligere antaget.

Ligeledes har verdenssundhedsorganisationen WHO og det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meldt ud, at omikronvarianten ofte giver milde sygdomsforløb.

- Vi kan se, at det her sundhedsmæssigt kan håndteres og at der er en høj vaccinationsgrad og tilslutning til det 3. stik. Det skaber grundlaget for en ny strategi, siger han.  

Ifølge de seneste tal fra SSI er 78,3 procent af danskerne færdigvaccinerede og 81,9 procent er påbegyndt vaccine. 

Lars Sandahl Sørensen tilføjer, at det naturligt også indebærer en overvejelse om, hvordan sundhedsvæsenet indrettes bedst, så det kan håndtere eventuelle udbrud af nye varianter – vel at mærke uden, at det bliver nødvendigt med omfattende restriktioner og nedlukninger. 

- Vi skal nå til en erkendelse af, at vi skal leve med corona. Og det skal vi kunne håndtere.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold