Hans Wegners verdensberømte kinastole og et tilhørende Wegner spisebord, som produceres hos PP Møbler i Allerød.

Foto: PP Møbler
14.02.22 DIB Nyheder

Nu bliver det lettere at beskytte dansk design i Kina

Kina har meldt sig ind i Haag-systemet, der er en hurtig vej til at sikre virksomheder international designbeskyttelse. Det er godt nyt for danske designvirksomheder, deriblandt PP Møbler, der i årevis har kæmpet mod dårlige kopier af deres Wegner stole.

Danske designvirksomheder vil fremover være bedre beskyttet mod kopiering i Kina. Det skyldes, at Kina har meldt sig ind i Haag-systemet, der er en hurtig vej til at sikre virksomheder international designbeskyttelse. Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kina er ifølge styrelsen blandt de lande, hvor flest varer bliver ulovligt kopieret, men med en designbeskyttelse står virksomheder stærkere.

- Ved at designbeskytte dine produkter står du som virksomhed væsentligt stærkere over for kopister. Du signalerer også, at du er parat til at beskytte dine rettigheder og din forretning, siger Henriette Vængesgaard Rasch, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Dårlige kopier skader PP Møblers brand

Hos den danske møbelproducent PP Møbler, der blandt andet producerer møbler tegnet af Hans Wegner, modtages nyheden om Kinas indmeldelse i Haag-systemet positiv.

- Det er da rigtig godt nyt, hvis det kan betyde, at vores møbler og design bliver beskyttet bedre mod dårlige kopier. Det skader vores brand og koster tid og kræfter at bekæmpe kopimøblerne, siger direktør og ejer Kasper Holst Pedersen fra PP Møbler, der siden 1953 har produceret sine møbler i Allerød.

Han fortæller, at Kina tegner sig for den største produktion af kopimøbler. Det er blandt andet den verdensberømte ”The Chair” tegnet af Wegner, som John F. Kennedy sad i under TV-debatten med Richard Nixon i 1960, der bliver kopieret.

- Ofte sidder du ganske forfærdeligt i kopimøblerne. Og de ligner noget, der er løgn, med dårlige materialer og håndværk. Men alligevel er der nogle, der lader sig friste til at købe dem, siger Kasper Holst Pedersen fra PP Møbler.

Vigtig beskyttelse

I DI er Kim Haggren, vicedirektør med ansvar for erhvervsjura, meget glad for den kinesiske beslutning.

- Der er og har været mange sager om kopiering af dansk design i Kina. Med tiltrædelsen bliver det vanskeligere for de kriminelle kopister at agere, og der bliver væsentligt bedre betingelser for at retsforfølge og beskytte sine rettigheder i landet, siger Kim Haggren.

Han påpeger, at ulovlig kopiering er et massivt problem for danske virksomheder i stort set alle brancher.

- Medicin, pesticider, brugskunst og beskyttet design i alle afskygninger kopieres massivt på verdensplan, siger Kim Haggren. 

Læs også: Hjælp til tvister om designrettigheder.

Beskyttelse af IP-rettigheder har høj prioritet

Han glæder sig derudover til, at DesignNævnet meget snart går i luften med en hjemmeside, der giver mulighed for at få vurderet tvister om ophavsretlige, designretlige eller markedsføringsretlige krænkelser i Danmark.

- Beskyttelsen af IP-rettigheder er en høj prioritet for DI, og derfor er det yderst glædeligt, at Kina også tiltræder Haag-systemet og derved i højere grad bliver aktiv del af bekæmpelsen af ulovlig udnyttelse af andres arbejde, siger Kim Haggren.   

Hongkong og Macao er ikke omfattet af Kinas indtræden i Haag-systemet.

Læs mere om Kinas indmelding i Haag-systemet. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold