Palle Martin, direktør hos L-tek vil have synliggjort for unge, hvad der foregår i industrien.

25.02.22 DIB Nyheder

Flere unge skal opdage erhvervsuddannelserne

Hvilke redskaber er der for, at små- og mellemstore virksomheder kan tiltrække og fastholde medarbejdere? Det stiller DI skarpt på til SMV Dagen 2022, hvor du blandt andet kan møde Palle Martin, direktør hos L-tek. Han vil have synliggjort for unge, hvad der foregår i industrien.

Den 10. marts på SMV Dagen 2022 stiller DI skarpt på et af nutidens mest aktuelle emner – manglende arbejdskraft. For det er svært at skabe vækst og fremgang, hvis ikke man har midlerne til at gro – og hænderne til at løse opgaverne. Dagen igennem vil du blive inspireret, få konkrete værktøjer og sparre med andre virksomheder.

På dagen kan du blandt andre møde Palle Martin, der er direktør hos L-tek. Han fortæller, at de har formået at engagere virksomhedens medarbejdere og samtidig gøre sig mere attraktiv overfor potentielle kandidater. Det er sket ved at nytænke virksomheden indefra og belyse, hvilke af FN’s Verdensmål virksomheden allerede i forvejen arbejder med.

- Vi har grebet det an på to måder. Først stillede vi spørgsmålet: Hvad har vi allerede gang i som på en eller anden måde rammer ind i FN’s Verdensmål? Her fandt vi frem til affaldssortering, grøn energi, medarbejdere på kanten af arbejdsmarkedet, vi handler ind hos den lokale købmand, og vi støtter lokale foreninger og kulturarrangementer. Dernæst har vi så arbejdet med at tydeliggøre aktiviteterne for vores medarbejdere. Vi skal nemlig kunne stå på mål for det, vi siger og gør. Derfor startede vi med en intern indsats målrettet vores egne medarbejdere, siger Palle Martin.

Alligevel kan det nogle gange være svært at tiltrække specifikke faggrupper:

- Det er svært at skaffe de nødvendige smede, men vi har haft nogenlunde succes med at ansætte. Vi kan dog godt mærke, at der er ikke lige så mange kandidater at vælge imellem generelt, forklarer Palle Martin.

Læs også: Robotter kan frigive knappe ressourcer

Flere skal på ungdomsuddannelserne

Han mener, der skal skubbes på for, at der kommer flere på ungdomsuddannelserne.

- Det skal gøres mere synligt, hvad der foregår i industrien – hvad der er det fede ved jobbet for dem, der ikke passer særlig godt ind på eksempelvis STX. Vi har dialog med kommunen om, at deres jobkonsulenter og uddannelseskonsulenter kommer ud her i virksomheden og ser, hvad vi går og laver, hvad vores arbejde består i. Men kommunen burde kunne hjælpe bedre med praktikpladserne, så vi ikke mister mulige kandidater, siger Palle Martin.

Han fremhæver at ungarbejdere på virksomhederne kan hjælpe med, at vi får flere unge i industrien og åbner mere op for det.

- Det er jo ikke farligt for de unge at arbejde i landbrugssektoren og på barer – og så kan de da også arbejde i industrien, vil jeg mene. Industrien findes stadigvæk, og vi bliver ved med at være her, så vi har brug for unge mennesker, der har deres rette plads her, siger Palle Martin.

Læs også: Brevkassen: Hvad skal ungarbejde have i løn?

Prioriter industrien

Palle Martin mener, at industrien udfylder ligeså vigtige funktioner som hospitaler, skoler og andre samfundsunderstøttende institutioner.

- Derfor skal industrien simpelthen prioriteres højere. Der skal være bedre rammer både for unge og seniorer, så vi kan fastholde dem på arbejdsmarkedet. Det skal være mere attraktivt for de unge at komme ind i industrien, men det skal også være attraktivt for seniorerne at blive, siger direktøren.

Derfor skal der også skabes en bedre forståelse for vilkårene i dagens industri.

- Fortællingen om, at det er benhårdt arbejde, hvor du bliver opslidt – det passer simpelthen ikke, det er en forsimplet fortælling – så vi skal generelt have bedre oplysning om muligheder og arbejdsvilkår i industrien, siger Palle Martin.

Læs også: Udenlandske smede kan få job hjemme

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Katrine Haahr Riisberg

Katrine Haahr Riisberg

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4934
  • Mobil +45 2883 2878
  • E-mail kahr@di.dk

Relateret indhold