Mikkel Haarder har hele karrieren beskæftiget sig med uddannelse og viden. Han ser det som et kæmpe privilegium at kunne kombinere sin baggrund med dansk erhvervsliv.

Foto: EVA
07.02.22 DIB Nyheder

Ny DI-chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed

Dansk Industri ansætter Mikkel Haarder til chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed. Erhvervslivet har mere end nogensinde brug for medarbejdere med de rette kompetencer, siger DI-direktør, Emil Fannikke Kiær.

Dansk Industri har ansat Mikkel Haarder i stillingen som underdirektør og chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed.

Han er cand.scient.pol. fra 1999 og kommer senest fra en stilling som direktør for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Mikkel har tidligere bestredet forskellige stillinger i KL, bl.a. som chef i Center for Børn og Uddannelse, chef for Center for Ledelsesudvikling og chef for Center for Kompetenceudvikling og Personalepolitik.  

- Forskning og uddannelse er råvaren for dansk erhvervsliv, og er det nu mere end nogensinde, hvor vi står over for nogle kæmpestore samfundsudfordringer. Det gælder arbejdsmarkedets behov for medarbejdere med de rette kompetencer og ikke mindst inden for life science og grøn omstilling, hvor der er hårdt brug for nye grønne løsninger, der kan bringe os i mål med vore ambitioner om et CO2-neutralt samfund, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, DI, og fortsætter:

- Det er nogle meget vigtige opgaver, som jeg er utrolig glad for, at vi har sat Mikkel Haarder i spidsen for.

Skal fremme mangfoldighed og diversitet

Udover at stå i spidsen for DI's arbejde med politisk interessevaretagelse inden for forskning og uddannelse, bliver Mikkel Haarder også ansvarlig for en anden central opgave i DI, nemlig indsatsen for at fremme mangfoldighed og diversitet, herunder i ledelse og virksomhedsbestyrelser. 

- Danmark skal være verdens bedste land at leve og drive virksomhed i. Hvis vi skal nå det mål, er det helt afgørende, at danske virksomheder har adgang til de mest talentfulde medarbejdere uanset køn, alder, etnicitet, kønsidentitet, seksuel orientering med mere. Diversitet i erhvervslivet kan sikre konkurrenceevne og innovationskraft. Det er vigtigt for virksomheder, men faktisk også for vores samfund som helhed, siger Emil Fannikke Kiær. 

Fremgang afhænger af uddannelse

Mikkel Haarder kommer til DI med mange års erfaring som leder ikke mindst inden for uddannelsesområdet, ligesom han har stor rutine i at navigere i den politiske del af samfundet. 

- Jeg glæder mig meget til at arbejde for DI, som er en organisation, jeg altid har respekteret for sin seriøsitet og evne til at skabe bedre vilkår for danske virksomheder. Al fremgang afhænger af godt uddannede medarbejdere, verdensklasseforskning og inklusion af mange forskellige kompetencer, hvor diversitet spiller en vigtig rolle. Jeg har valgt at arbejde med uddannelse og viden, fordi det er det vigtigste, man kan gøre. Det er et kæmpe privilegium at kunne arbejde for Danmarks virksomheder, med det som ligger mit hjerte nær, siger Mikkel Haarder. 

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold