Fra venstre: Executive Vice President Sarbajit Deb fra Toubro & Larsen, branchedirektør i DI Vand Mads Helleberg Dorff, statsminister Mette Frederiksen (S) og Indiens premierminister Narendra Modi.

Foto: Lars Erik Andersen
03.05.22 DIB Nyheder

DI Vand indgår vigtig aftale med førende indisk virksomhed

DI Vand har indgået en samarbejdsaftale med den indiske virksomhed Larsen & Toubro, der er en af Indiens førende entreprenørvirksomheder. Aftalen kan åbne døre for flere kontrakter og indtægter til dansk virksomheder.

Der er meget mere dansk-indisk samarbejde på vej i de kommende år. Det står klart efter, at brancheorganisationen DI Vand har underskrevet en Memorandum of Understanding (MoU) med den indiske virksomhed Larsen & Toubro, der blev startet af de to danske ingeniører Henning Holck-Larsen og Søren Kristian Toubro i 1938 i Mumbia, Indien.

- Det er en smuk historie, at virksomheden har danske rødder og nu knytter vi igen bånd. Larsen & Toubros europæiske hovedsæde, som ligger i København, har vi et fortrinligt samarbejde med, siger branchedirektør i DI Vand Mads Helleberg Dorff og tilføjer:

- Aftalen lover rigtig godt for det fremtidige samarbejde mellem dansk og indisk erhvervsliv på vandområdet og cementerer det stærke samarbejde, der allerede er mellem DI Vand og Larsen & Toubro.

Læs også: Modi i DI: Danmark har evnerne – Indien har størrelsen

Masser af muligheder i ny aftale

Rammeaftalen har sit udgangspunkt i besøget af Larsen & Toubros CEO SN Subrahmanyan i Danmark for nogle måneder siden, som DI Vand var med til at organisere. Selve aftalen blev præsenteret i dag i forbindelse med den indiske premierminister Narendra Modis besøg i Danmark, hvor han også besøgte Dansk Industri. 

MoU’en sætter en ramme for samarbejdet med Larsen & Toubro og giver danske vandvirksomheder mulighed for blandt andet at præsentere løsninger og indgå i kommercielt samarbejde med en af de vigtigste virksomheder på vandområdet i Indien.

- MoU’en vil også sikre, at DI Vand – i samarbejde med DI Indien - kan tage en løbende dialog med L&T om fremdrift på vandområdet. Med tiden kan vi udvide aftalen til også at omfatte andre aktører i det danske vandlandskab f.eks. Water Valley Denmark og derved hjælpe innovations- og demonstrationsprojekter på vej, siger branchechef i DI Vand Mads Helleberg Dorff.

Læs også: Grønt partnerskab med Indien får DI i offensiven

Flere samarbejdsaftaler ved Modi-besøg

I forbindelse med den indiske premierminister Narendra Modis besøg i Dansk Industri i dag blev der også indgået andre vigtige aftaler mellem danske og indiske virksomheder. Blandt andet indgik FLSmidth og det indiske Dalmia Cement en samarbejdsaftale (MoU) og samme gjorde Topsøe og Development India Ltd, samt AVK International og Larsen & Toubro. 

Ifølge chefen for DI’s kontor i Indien Bente Toftkær er de indgåede aftaler et klart signal om, at der fra både dansk og indisk side er en stor interesse i at udvikle samarbejdet indenfor flere forskellige sektorer, der kan bidrage til den grønne omstilling i Indien.

- For Indien er dansk teknologi i høj kurs, fordi der er brug for nye og smarte løsninger, der kan være med til at tage hånd om nogle af de udfordringer en stigende befolkningstilvækst medfører. Og for de danske virksomheder giver det mening både i et økonomisk og samfundsmæssigt perspektiv. For Indien er et af de lande i verden, hvor de danske løsninger for alvor kan gøre en forskel, når det gælder bekæmpelse af problemer som følge af klimaforandringer.

FAKTA: Her er samarbejdsaftalerne (MoU) fra Modis besøg

Larsen & Toubro og DI Water / DI Vand: Aftale om langsigtet samarbejde ift. at påvirke forretningsbetingelserne og bæredygtighedsagendaen i den indiske vandsektor.

AVK International og Larsen & Toubro: Aftale om at styrke samarbejdet inden for vand og spildevandshåndtering i Indien samt globalt.   

FLSmidth og Dalmia Cement (Bharat) Ltd.: Aftale angående dekarbonisering af cementindustrien, hvor FLSmidth hjælper Dalmia til at møde sin forpligtigelse til at blive CO2-neutral i 2040.

Topsoe og Projects & Development India Ltd (Pdil): Et samarbejde mellem de to parter, hvor den indiske myndighed kan udnytte grøn ammoniak ved hjælp af danske kompetencer og teknologi.

Kilde: Udenrigsministeriet, Trade Council. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Mads Helleberg Dorff

Mads Helleberg Dorff

Chef for DI Vand

  • Direkte +45 3377 3034
  • Mobil +45 4280 1888
  • E-mail mahd@di.dk

Relateret indhold