Fra venstre står butikschef Kjeld V. Kure, formand HK Handel Mette Høgh, elev og prisvinder Peter André Søndergaard Pedersen, chefkonsulent i DI Maj Svolgaard og ejer af Mosaikhjørnet Tanja Foged.

Fotograf: Anni Norddahl
05.07.22 DIB Nyheder

Opgave om salg af nyt produkt skaffer Peter prisen som årets bedste detailelev

Peter Pedersen fik i dag overrakt årets fagprøvepris for Detailuddannelsen. Hans arbejdsplads Mosaikhjørnet i Brønshøj, hvor overrækkelsen foregik, vandt samtidig prisen som årets lærested på Detailuddannelsen.

Peters opgaves fokus har været salg af et nyt produkt epoxy-fuge. Han har arbejdet seriøst og meget målbevidst omkring hele emnet og har også brugt sin store motivation i hverdagen i jobbet hos Mosaikhjørnet. Derfor modtog han i dag årets fagprøvepris for Detailuddannelsen.

- Peter har i sin fagprøve arbejdet systematisk og struktureret og lavet en opgave på et usædvanligt højt niveau til gavn og glæde for både sig selv og hans virksomhed. Det viser vigtigheden af uddannelse inden for vores fag. Ydermere har vi vægtet, at Peter har været en god og vellidt kollega, siger Mette Høgh, formand for HK Handel.

Dansk Industris (DI) og HK Handels fagprøvepris for Detailuddannelsen uddeles til elever, der har bestået fagprøven på Handelsuddannelsen med et originalt og flot resultat. Formålet med fagprøveprisen er at gøre opmærksom på de mange muligheder Detailuddannelsen giver samt inspirere elever og virksomheder til at præstere noget særligt, som har betydning for virksomheden, erhvervet og branchen.

Fremtidens faghandel må nødvendigvis basere sig på faglighed, gode kundeoplevelser og forståelse for kundernes behov. Peters fagprøve rummede alle tre elementer. Herudover har Peter også haft travlt på flere fronter i sin læretid, da han i uddannelsesperioden er blevet far for første gang samt har købt hus.

- Peter er en meget energisk og dygtig ung mand. Han er aldrig bange for at hjælpe og møder kunder og kollegaer med et smil og godt humør. Han er meget initiativrig og kan selv se opgaverne endda nogle gange før chefen. Vi er stolte over de flotte resultater Peter har klaret i sin læretid og til fagprøven, og vi glæder os til at se hans fortsatte udvikling fremover, da vi håber han vil blive i Mosaikhjørnet i mange år frem.” siger Kjeld V. Kure, der er butikschef i Mosaikhjørnet i Brønshøj

I sin begrundelse for valget af Peters fagprøve skriver formandskabet for Udviklingsfondens bestyrelse: ”Vi har valgt Peters opgave af flere årsager, men ikke mindst fordi det altid er svært at introducere et nyt produkt, som er dyrere og mere kompliceret at bruge end standardvaren. Peter har dykket ned i denne udfordring og på fornem vis skabt momentum for et nyt produkt gennem brug af mange forskellige formater som brochurer, workshops, mm.”

Chefkonsulent i DI Maj Svoldgaard, der er DI-medlem af bestyrelsen i Kompetence og udviklingsfondene for DIO-II og HK’s Butiksoverenskomst, er også begejstret for Frederiks opgave og roser Handelsuddannelsen:

- Peters opgave stikker dybt i kernefagligheden på detailuddannelsen. Salg og kundepleje er centrale kompetencer for de studerende på uddannelsen. Det er også interessant, at Peter har arbejdet med mange formater for at nå kunderne i øjenhøjde.

Årets fagprøvepris 2022 blev uddelt på den vindende elevs praktikvirksomhed Mosaikhjørnet den 5. juli 2022 og er på 25.000,- kr. Eleven modtager desuden et indrammet diplom.

Herudover modtager Praktikvirksomheden en sølvplakette som året læringssted. 

Fakta

Udviklings- og samarbejdsfonden er en overenskomstaftalt fond mellem DI og HK Handel som blandt andet har til formål at igangsætte forsøgs- og udviklingsprojekter, der skaber de bedst mulige forudsætninger for virksomheders- og medarbejderes udvikling.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Michael Boas Pedersen

Michael Boas Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4827
  • Mobil +45 3131 8137
  • E-mail mibp@di.dk

Relateret indhold