- Måske er den energikrise, som vi står over for, lige netop det spark, som vi skal have som samfund for at få den grønne omstilling op i det højeste – og nødvendige - gear. Det er bare tarveligt, at vi skal have noget så skrækkeligt som en krig, for at fatte det, siger Lars-Peter Søbye, adm. direktør for Cowi og formand for DI.

05.09.22 DIB Nyheder

Kriserne er blevet flere og større: Udnyt dem

Globale og verdensomvæltende kriser vil blive flere og komme hurtigere og hurtigere. Det vil fjerne og skabe nye forretningsmuligheder for virksomhederne – og kræve mere hastighed i samfundet og fra myndighedernes side, mener COWIs adm. direktør Lars-Peter Søbye.

Som perler på en snor. Sådan rammer kriserne verdens erhvervsledere i disse år. Efterhånden er vi kommet dertil, hvor kriser er blevet det nye normale.

Det er den følelse, som COWIs adm. direktør Lars-Peter Søbye sidder med. Han tiltrådte selv som direktør, lige da finanskrisen ramte. Nu, 14 år senere, er han ved at gøre klar til at overlade stafetten til COWIs nuværende Executive Vice President Jens Højgaard Christoffersen, og det på et tidspunkt hvor der er krig i Europa, inflationen banker afsted og en energikrise truer med kolde stuer til vinter.

- Fortløbende kriser med hurtigere og hårdere udsving. Det er den fremtid, som vi kigger ind i. Det sætter voldsomme krav til virksomhederne og samfundet, siger Lars-Peter Søbye og tilføjer:

- Udviklingen betyder, at du konstant skal være klar til at ændre retning. For i enhver krise gemmer der sig også en mulighed.

Midt i en krisetid: Fra 800 til 7.000 mand

Lars-Peter Søbye ved, hvad han taler om. Han har nemlig selv styret COWI igennem en strøm af kriser med konstant voksende forretning og flere medarbejdere. Og når han til oktober takker af, sker det med et COWI i finansiel topform og 7.000 medarbejdere spredt rundt i hele verden.

- Det er nogle tektoniske plader, der bevæger sig i disse år. Og det kan være virkelig svært at se, hvordan det kommer til at påvirke os og verden. Min tilgang er i den sammenhæng at gøre virksomheden klar til hurtigt at ændre retning. Du kan ikke forlænge verden med brædder, siger Lars-Peter Søbye.

Det er også en lærdom, som, han har arbejdet for, blev en integreret del af mentaliteten i COWI.

- Da jeg tiltrådte i 2008, måtte vi i gang med at træne vores evne til at omstille os. Vores omstillingsmuskel var svundet ind til det rene ingenting efter år med rolig fremgang, siger han og tilføjer:

- Det har været en hård omgang for nogle medarbejdere. For når du beder dem skifte det arbejdsområde ud, som de har arbejdet med igennem hele deres liv, så er det naturligt en stor ting. Det har jeg dyb respekt for.

Klasseeksemplet er i den sammenhæng den grønne omstilling. Hvor COWI tidligere har været inde over mange projekter med fossile brændstoffer, er fokus i dag på at gøre verden til et grønnere og mere bæredygtigt sted.

- Det har været en enorm rejse her i huset. Men nu er vi der, hvor medarbejderne naturligt selv kigger i den grønne retning. Og det er der, hvor vi skal være, for det er her, at mulighederne er, siger han.

Skal der virkelig en krig til?

Når Lars-Peter Søbye kigger ud af vinduet fra sit kontor i Lyngby, ser han imidlertid ikke et samfund, der helt er i gear til at gribe de muligheder, som der ligger i den grønne omstilling.

- Vi kommer aldrig i mål, hvis vi ikke får øget hastigheden. Det går simpelthen for langsomt, siger han.

Han nævner som konkret eksempel, at det i de senere år har taget op mod ni år fra en vindmølle er planlagt, til at vindmøllevingerne rent faktisk er begyndt at snurre.

- Time to market betyder virkelig meget for os som virksomheder – og det burde det også gøre for samfundet, siger han.

Solstrålen i den historie er, at Danmark er et af de samfund i verden, der står bedst rustet til at omstille sig med den høje grad af samarbejde mellem politikere, virksomheder og det øvrige samfund. Nu skal der bare handles, mener Lars-Peter Søbye.

- Måske er den energikrise, som vi står over for, lige netop det spark, som vi skal have som samfund for at få den grønne omstilling op i det højeste – og nødvendige - gear. Det er bare tarveligt, at vi skal have noget så skrækkeligt som en krig, for at fatte det, siger han.

Blå bog: Lars-Peter Søbye

Adm. direktør i COWI siden 2008. Fratræder den 1. oktober 2022. 

Bestyrelsesformand for Dansk Industri siden 2017.

Ridder af Dannebrog.

Uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet.

Født: 13. februar 1960.

Gift med sygeplejerske Elin Svendsen. Har to voksne børn, Line og Mikkel, og to børnebørn, Sophia og Sienna.

Denne artikel er bragt i DI Business magasinet, som kan læses nedenfor:

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Peter G. H. Madsen

Peter G. H. Madsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3832
  • Mobil +45 2974 3995
  • E-mail pema@di.dk

Relateret indhold