DI opfordrer regeringen til at se på en mindre skadelig finansiering af skattereformen end top-topskatten. Erhvervsorganisationen er klar til dialog om alternativer.

18.01.23 DIB Nyheder

DI: Top-topskat bliver en ekstraskat på erhvervslivet

Regeringens plan om top-topskat vil tvinge virksomhederne til at hæve deres cheflønninger. Ellers lokkes de dygtigste chefer ud af Danmark til skade for konkurrenceevne og udvikling, mener DI.

Erhvervslivet sidder tilbage med en ekstra skat på omkring 1 milliard kroner, hvis regeringen holder fast i en  omlægning af topskatten, så den målrettes de mest vellønnede topchefer. Det konkluderer DI.

- Det er vores vurdering, at det i meget høj grad bliver virksomhederne, der ender med skatteregningen, fordi de skal betale mere i løn til denne gruppe af danske talenter. Det vil gå ud over virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til udenlandske firmaer og ikke være gavnligt for dansk erhvervsliv, forklarer Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Ikke kun enkeltpersoner

Top-topskatten bliver i praksis en ekstraskat på erhvervslivet, påpeger DI-direktøren. Hvis virksomhederne ikke tager regningen, risikerer de, at de dygtigste talenter søger til udlandet.  Og det vil være skadeligt på flere områder.

- Derfor handler debatten ikke kun om enkeltpersoner og deres løn, men om at man øger skatterne for de virksomheder, der ansætter de dygtigste mennesker til at udvikle vores samfund, sikre vores grønne omstilling og meget mere. Det kan ikke være meningen, siger Lars Sandahl Sørensen.

Baseret på regeringens oplysninger og DI’s egne beregninger, anslår erhvervsorganisationen, at top-topskatten vil udløse en ekstraregning i omegnen af en milliard kroner, og at omkring 80 pct. af det beløb kan risikere at ende hos arbejdsgiverne i form af højere lønomkostninger.

De ombejlede talenter er på et globalt arbejdsmarked, hvor lønnen ofte tager udgangspunkt i nettolønnen. Derfor vil skatteregningen blive sendt videre til arbejdsgiveren, som må hæve bruttolønnen for at holde løn efter skat uændret.

Ifølge erhvervsorganisationens beregninger omfatter forslaget op til 10.000 top-topskatteydere med en skattepligtig indkomst på over 2,527 mio. kr. om året efter arbejdsmarkedsbidrag.

DI peger på flere alternativer

 DI’s adm. direktør opfordrer derfor regeringen til at se på en mindre skadelig finansiering af skattereformen end top-topskatten. DI er klar til dialog med regeringen om alternativer.

Lars Sandahl Sørensen understreger, at regeringsgrundlaget rummer flere gode initiativer på skatteområdet, eksempelvis et højere beskæftigelsesfradrag, lettelse af den øvrige topskat, bedre skattevilkår for generationsskifte og et permanent fradrag for forskning og udvikling.

Læs også: Regeringsgrundlag gør op med syv års reformtørke

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold