Sådan betaler du dine ejendomsskatter
Fremover skal du betale grundskyld og en evt. dækningsafgift via Skattekontoen. Se her hvordan - og pas på med at udskyde regningen.
Fra skatteåret 2024 er det ikke længere kommunerne, men Skatteforvaltningen, der opkræver grundskyld og dækningsafgift. Derfor skal du betale grundskyld og en evt. dækningsafgift via Skattekontoen, oplyser skattestyrelsen i en artikel, der viser, hvordan det skal gøres.
Styrelsen oplyser i samme artikel, at ejere af erhvervsejendomme, som skal betale dækningsafgift, kan kontakte styrelsen og få sat den foreløbige dækningsafgift for 2024 til samme beløb, som de betalte i 2023.
- Det er dog en mulighed, man skal være varsom med at udnytte. Får man en foreløbig 2023-vurdering, som giver en højere dækningsafgift i 2024, end hvad man nu betaler, kan man i 2025 forvente en efteropkrævning også for 2022 og 2023. Derfor kan det være klogt at takke nej til statens tilbud om (også) at udskyde noget af 2024-regningen. Man skal i hvert fald være opmærksom på, at det er en større og større skatteregning, man skubber foran sig, siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i Dansk Industri (DI).
Læs også: Vær varsom med nye vurderinger for erhvervsejendomme
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.