Danske milliardinvesteringer har gjort en kæmpe forskel
De 2,7 milliarder kr., Verdensmålsfonden har investeret siden 2018, har blandt andet sikret adgang til sundhedsydelser for 1,2 millioner patienter årligt og jobmuligheder for 25.000 mennesker. DI ser frem til nye investeringsmilliarder.
I 2022 indgik Verdensmålsfonden tre nye investeringer for 615 mio. kr. Dermed kom fondens samlede investeringer op på 2,7 mia. kr., fremgår det af fondens impact rapport 2022, der netop er udgivet.
- Jeg er meget glad for at kunne dele de resultater, som Verdensmålsfonden har opnået indtil nu. Investeringerne har haft stor impact, understøttet realiseringen af verdensmålene og samtidig forbedret levevilkårene for mennesker i udviklingslandene med eksempelvis øget kapacitet fra vedvarende energi på mere end 1.300 megawatt, adgang til sundhedsydelser for 1,2 millioner patienter årligt og jobmuligheder for 25.000 mennesker, siger Torben Huss, CEO i IFU i en pressemeddelelse.
De 22 investeringer, der var foretaget ved udgangen af 2022, har primært været inden for vedvarende energi, sundhed, landbrug og finansielle ydelser. Afrika er det største investeringsområde med næsten 40 procent af investeringerne.
- Vi har brug for et fornyet partnerskab med Afrika, og ligesom handel og udviklingsbistand er investeringer et vigtigt element i samarbejdet. Der er et enormt behov for private investeringer i infrastruktur og projekter, der kan forbedre levevilkår og rammerne for vækst i de afrikanske lande, og derfor kan vi som danskere være stolte af det aftryk, IFU og investorerne i Verdensmålsfonden afsætter, siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri (DI).
Læs også: Sandahl til ambassadører: ”Store samfundsudfordringer løses bedst i partnerskab med erhvervslivet”
Har skabt fem kroner privat investering pr. krone
Et af fondens hovedformål er at anvende offentlig kapital som løftestang til at mobilisere yderligere privat kapital og dermed øge finansieringen for at realisere verdensmålene i udviklingslande, hvor private investorer ofte tøver med at investere. Indtil videre er der for hver offentlig krone, IFU har investeret, mobiliseret mere end fem kroner i privat kapital.
- Det er meget tilfredsstillende, at IFU’s investering af offentlige midler har mobiliseret mere end fem gange så meget privat kapital til udviklingslandene. Det viser, at vi kan bruge vores erfaring og gearing til at få flere private investorer med ombord, hvilket er afgørende, hvis vi skal opfylde verdensmålene i 2030, siger Torben Huss.
Han bakkes op af Marie Gad:
- Private investorer har for lidt fokus på Afrika – investeringerne matcher simpelthen ikke potentialet. Derfor er det enormt positivt, at IFU bakket op af en række pensionsselskaber her er med til at bevise, at det kan være en rigtig god forretning at investere i projekter, der understøtter bæredygtighed og udvikling på det afrikanske kontinent, siger Marie Gad.
Læs også: DI: Gid Blinkens Kinabesøg skaber bedre relationer
Fondens sidste investeringer
Verdensmålsfonden blev etableret i 2018 med et samlet kapitaltilsagn på 4,86 mia. kr. fra store danske pensionsselskaber, private investorer og IFU, som er fund manager. I 2023 vil fonden gennemføre de sidste nye investeringer, og IFU har igangsat arbejde med at rejse midler til Verdensmålsfond II.
- Vi håber og tror på, at fonden i kommende år vil investere mere sammen med danske virksomheder. Historisk har mange danske virksomheder haft glæde af at investere sammen med IFU i udviklingslande. Derfor håber vi også, at fonden fremover vil have et større fokus på de danske styrkepositioner, vi har inden for vand, energi, fødevarer og sundhed, som kan gøre en stor forskel i udviklingslandene, siger Marie Gad.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.